BrandmandenIFortidOgNutid_1948

endog forlænget. Der blev saaledes i 1899 afgivet 7613 Theater- og Ekstravagter, i 1905 10,410, altsaa ikke saa faa flere, og denne Del af Tjenesten er i stadig Stigning. Da disse Vagter altid udføres i Fridøgnet, beskærer de efterhaanden som Antallet stiger vor knapt tilmaalte Fritid, og som et Eksempel skal vi anføre, at naar vor Vagttjeneste gennemsnitlig i 1898 var 17 Timer i Døgnet, er den nu 17 3/i, altsaa en Forøgelse i modsat Retning, som der i nævnte Tidsrum har fundet Sted alle andre Steder, saavel hos offentlige som private Arbejdsgivere. Og ser vi paa de Funktionærklasser, der staar Brandvæsenet nærmest, har den ærede Kommunalbestyrelse været velvilligt stemt, naar der har været T ale om at forkorte Arbejdstiden, dels ved at indrømme flere lridøgn, dels ved Forkortelse af den daglige Arbejdstid; kun Brandmandskabet er bleven staaende eller rettere, som foran vist, gaaet tilbage. Nu er det meget rigtigt, at vi kan sove i Vagttiden, da det forbyder sig selv at være 48 I imer paa et Sted uden Hvile eller Søvn; men den Søvn, man faar paa Brandvagten om Natten, er ikke meget styrkende. For det første soves der al Tid med T øjet paa (til T ider vaadt), for det andet findes der ingen Nat med uforstyrret Søvn, da der afgives Postture i Gaarden og Stalden, ligeledes Ambulancekørsel, for­ uden vor egentlige Hovedbeskæftigelse, at rykke ud til Ildebrande. For hver fulde Tim e kommer Vagten ind og kalder paa sin Afløser, det undgaas ikke at en eller anden vaagner ved denne Støj, og derved faar Nattesøvnen yderligere forstyrret, sær­ lig for ældre Folk virker dette højst generende, og det er da ogsaa indlysende, at denne Tilværelse maa virke sundhedsnedbrydende. A f Aarets 365 Dage tilbringer vi de 243 paa Vagten, af de tilbageblevne 122 tilbringer vi de ca. 60 paa Theatrene til Kl. 11 a 12 Aften. Det viser sig ogsaa, at der er Bygningshaandværkere, som gaar til Brandvæsenet i daarlige Tider, men forlader dette, naar Arbejdsforholdene blivei bedre. At den lange Vagttjeneste ikke er god i hygiejnisk Henseende, viser Sygestati- stikken i Brandkorpset. Brandmandskabet underkastes en ret skarp Lajgeundersøgelse ved Ansættelsen i Korpset, men dog er Sygelighedsprocenten ca. 13, og har enkelte Aar været oppe paa 15 % , medens Sygeligheden i Sygekasser for voksne mandlige Med­ lemmer er ca. 7 % . Brandmændene maa ogsaa gennemgaaende pensioneres i en tem­ melig ung Alder, saa det kan maaske blive et Spørgsmaal, om Kommunen ikke i det lange Løb stod sig ved at indføre en kortere Vagttid. A t den Arbejdsmængde, som vi yder Kommunen, ikke skulde være lige saa stor som andre af Kommunens Funktionærer, kunde maaske være rigtigt, hvis vi vil se en Snes Aar tilbage i Tiden, da blev der fortrinsvis ansat Skomagere eller Folk, som kunde udnytte deres civile Stilling paa Brandvagten, hvor de da havde Værksted, Lys og Varme, og hvor det ofte var ret vanskeligt at afgøre, hvad der var Hoved- og hvad der var Bierhverv, Brandvæsenet eller privat Beskæftigelsen. Men efterhaanden som Byen blev større, og der stilledes Krav om et fuldt ud moderne Brandvæsen i Lighed med Udlandets Storbyer, passede Skomagerstolen og Brandmanden daarligt sam­ men, og der ansattes ikke mere Skomagere i Brandkorpset, men kun Søfolk og Byg­ ningshaandværkere. Efterhaanden fordrede Øvelserne med Redskaberne, Gymnastik, Renholdelse af Materiellet, Pasning af Brandhaner og Brandallarmer, Port- og Stald­ vagter, Kørsel med Ambulance (som fra ca. 300 Udrykninger er steget til ca. 1100 om Aaret), saa meget af Mandskabets T id, at privat Arbejde maatte bortfalde og ikke mere spiller nogen Rolle som Bierhverv for Mandskabet. At denne Udvikling er naturlig, ser vi godt, og det maa derfor ikke opfattes som om vi beklagede os over, at den ærede Kommunalbestyrelse har paalagt os Ambulance­ kørselen, dette ligger naturligt for Brandvæsenet, og finder den ærede Forsamling andre Opgaver, som vi kunde udføre, uden at skade vor egentlige Opgave, at bekæmpe

1*)7