BrandmandenIFortidOgNutid_1948

gistrat, der havde vedtaget at stille den i Bero. Denne Behandling al et i en­ hver Henseende berettiget og forsvarligt Krav fandt saavel Forbundet som Or­ ganisationen dog var lovlig morsom, og man besluttede at rejse Sagen paa ny med al Energi. Paa dette Tidspunkt var der tillige kommet et nyt Krav til, der ganske vist ikke var af økonomisk Betydning, og heller ikke alene omfattede Brandmændene, nemlig Afskaffelse af Numrene paa Uniformerne. Magistraten, med hvem dette Spørgsmaal forhandledes flere Gange, vilde ikke gaa med til at afskaffe denne taabelige Fortidslevning i fredelig Forstaaelse med Organisatio­ nerne, og da Forbundet heller ingen Vegne kunde komme, besluttede man at rette Henvendelse til den daværende Formand for den socialdemokratiske Grup­ pe i Borgerrepræsentationen, den senere Statsminister Th. Stauning. Denne lovede, beredvillig som altid, at give Forbundet en Haandsrækning, ligesom han lovede at støtte et Krav om, at der for Teatervagter m. m. blev ydet samme Be­ taling, som andre Tjenestemænd i samme Lønklasse fik. Af denne Grund tilskrev Forbundet Magistratens 4. Afdeling et motiveret Andragende, hvori krævedes, at Betalingen for Brandmændenes Teater- og Eks- travagter fra 1. November 1918 forhøjedes til samme Beløb (1 Kr. 25 Øre), som af Magistraten var fastsat for budgetmæssigt lønnede øvrige Tjenestemænd i samme Lønklasse. Resultatet af Staunings Indflydelse paa denne Sags Afgørelse fremkom i en Skrivelse fra Magistratens 4. Afdeling den 8. Februar 1919, hvori meddeltes, at Borgerrepræsentationen havde tiltraadt Magistratens Indstilling om, at Betalingen for de omhandlede Vagter fra 1. September 1918 forhøjedes med 25 pCt., hvorefter Vederlaget blev 1,08 Kr. pr. Time for Brandmænd. Det 25 pCt.s Tillæg, som oprindelig var krævet i September, blev saaledes alligevel gennemført med tilbagevirkende Kraft. Forskellen var blot den, at Kommunen nu kom til at betale Pengene af sin Kasse i Tiden indtil 1. Januar i Stedet for, at det burde have været Teatrene; men da disse betaler Regningen for udført Vagttjeneste Maaned for Maaned, kunde man naturligvis ikke sende en ekstra Regning saa længe bagefter. Magistratens Stædighed gav sig saaledes her et alt andet end heldigt Udslag, fra hvilken Synsvinkel man end ser Sagen, og for begge Parter vilde det have været nok saa godt, om man i Tide havde lyttet til Forbundets alvorlige Henstillinger, og var gaaet med til at behandle Brandper­ sonalet ligesom øvrige Tjenestemænd. Organisationens principielle Krav om samme Overarbejdstillæg som øvrige Tjenestemænd i samme Lønklasse, blev, som det ses, ikke gennemført ved denne Lejlighed, men ved de Forhandlinger, der var ført, var der opnaaet Vished for, at denne Indrømmelse vilde blive givet fra 1. April 1919. Det viste sig ogsaa at holde Stik, idet Overarbejdsbetalingen fra denne Dato blev fastsat til 3 Kr. 20 Øre for Reservebrandmestre m. il. og til 2 Kr. 50 Øre pr. Time for Brandmænd. Den sidstnævnte Sats var udregnet efter en Arbejdsmandsløn paa I Kr. 50 Øre pr. Time med Tillæg af 662/3 pCt., og paa tilsvarende Maade var Satsen for øvrige Lønklasser fastsat. Denne Sag fik saaledes en i enhver Henseende tilfreds­ 150