BrandmandenIFortidOgNutid_1948

sentationen nedsatte et Udvalg til nærmere Undersøgelse, og i sit Møde den 10. Februar 1921 vedtog Borgerrepræsentationen en Indstilling Ira Udvalget, hvor­ efter Tillægget skulde ydes til Staldvagter og Skildvagter ved Brandvæsenet med Virkning fra 1. Februar 1921. Denne Ordning var dog langt fra tilfredsstillende. For de første 5 Kvartaler udbetaltes til Brandmænd et samlet Beløb paa kun 75 Kr. for al forskudt Tjeneste udført i dette Tidsrum, og saa blev der endda fra­ draget forholdsvis for Fraværelser paa Grund af Sygdom. Organisationen og Forbundet gjorde utvivlsomt hvad de formaaede for at naa hvad Brandpersonalet havde rimeligt Krav paa; men Spørgsmaalet er, om man ikke burde have været mere haardhændet; i hvert Fald er det en Kends­ gerning, at Københavns Politiforening under Trusel om Arbejdsnedlæggelse fik Tillægsgodtgørelsen udbetalt omgaaende (Betalingen var ogsaa for Politiets Vedkommende tilbageholdt efter det første Kvartals Forløb) og for samtlige for­ skudte Timer. Derved opstod det grelle Forhold, at Politibetjenten, som sad i Vagtstuen under Dele af sin Tjeneste, fik Vederlag for samtlige Tjenestetimer, mens Brandmanden kun fik Betaling, naar han traadte i Funktion ved Alarme­ ring og andet saakaldt effektivt Arbejde. —Ved Forhandling mellem Brandche­ fen og Organisationen opnaaedes efterhaanden Enighed om fikserede Afreg­ ningstider for Udførelsen af en Række dagligt forekommende Stationsarbejder. Senere indførtes Regnskabsbøger, som hver enkelt Mand skulde føre, og som det paahvilede Brandmestrene at føre Kontrol med, at Opgivelserne om Arbej­ det var rigtige. Det var et baade besværligt og kostbart administrativt System i Forhold til de faa Penge, det gav Personalet — og det var ikke fri for at virke demoraliserende. Af disse Grunde fremkom Organisationens daværende For­ mand, E. Rasmussen, med den Tanke, at Tillægsgodtgørelsen principielt burde ydes for alle forskudte Timer uden Begrænsning, subsidiært i et nærmere fast­ sat Beregningsgrundlag mellem ikke fuldt effektive Timer og effektive. Denne Tanke drøftedes i 1930’erne med Brandvæsenets Ledelse, der udtalte sin Sym­ pati for en Nyordning efter disse Linier, naar Tiden maatte vise sig belejlig dertil. I Forbindelse med Forberedelser til Lønreformen i 1931 tog Forbundet paa ny Sagen op, men Arbejdet med Lønsagen gik i Staa i 1932 og kom først i Gang paa ny i Januar 1937. Forbundet fremsatte da Krav om, at alle, der havde for­ skudt Arbejdstid fik Adgang til det herfor fastsatte Tillæg, samt at den 1200 'limers Maksimumsgrænse ophævedes. Forhandlingerne herom resulterede i, at Maksimumsgrænsen paa 1200 Timer ophævedes, at Tillægget fortsat fastsattes til 25 pCt. af Timelønnen, beregnet efter normeret Begyndelsesløn (Regulerings tillægget ikke medregnet), mens Kravet om, at alle, der havde forskudt Arbejds­ tid, fik Adgang til Tillægget afvistes, til Trods for at der fra Finansborgmester Hedebol under Forhandlingerne om selve Lønsagen var givet Tilsagn om vel­ villig Forhandling om et af vor Organisation fremsat modereret Krav om Ydelse af Tillægget, saaledes at 12 ikke fiddt effektive Timer regnedes lig 8 effek