BrandmandenIFortidOgNutid_1948

og al den ydre Disciplin (Kadaverdisciplinen) blev større for hver Dag, og Agita­ tionen for en faglig Forening blev mere og mere intensiv. Man begyndte for Alvor at rasle med Slavelænkerne. I 1890’erne var der foregaaet en betydelig Forskydning i Lønniveauet for Arbejdere i de private Erhverv, og en kommunal Lønrevision var derfor tvin­ gende nødvendig, hvis man vilde have kvalificeret Arbejdskraft. Agitationen for Tilslutning til Fagforeningerne var blevet et Krav, som ingen blot nogen­ lunde selvbevidst Arbejder kunde sidde overhørig. Sporvejsfunktionærerne, der ganske vist dengang henhørte under private Selskaber, dannede i 1897 deres faglige Organisation, og da de kom nogenlunde goclt fra dette Eksperiment, voksede Initiativet hos de mest modige Brandfolk. En kraftigere Agitation be­ gyndte nu, dog stadig i det skjulte, thi aabenlyst turde ingen endnu blot nævne Ordet Fagforening. Tilfældet kom nu de mere klartseende af Brandfolkene til Hjælp. Hermed hang det saadan sammen, at fra 1893 var der brudt en Breche i Højres hidtil enevældige Styre i Københavns Kommune, bl. a. ved at der dette Aar valgtes to Socialdemokrater ind i Borgerrepræsentationen, til hvilken der den Gang var ordinært Valg hvert Aar. Frisindet sejrede mere og mere i de følgende Aar, og efter Valget i 1897 kunde det forudses, at Demokratiet i næste Omgang vilde blive Flertal. Da Højre mærkede, at dets Regimente stod ved Afslutningen, besluttede Partiet for om muligt at bevare Stillingen sig til det Skaktræk at forsøge at vinde Kommunens Tjenestemænd ved at fremsætte For­ slag om en Lønrevision. Det var en Begivenhed, der fra Funktionærernes Side blev imødeset med megen Spænding og ikke saa lidt Skepsis. Selv om man haabede paa en haardt tiltrængt Forbedring af Lønnen, turde man dog ikke stole paa, at det herskende Højreflertal vilde vise de lavestlønnede særlig Inter­ esse, og da Lønreformen den 1. April 1898 førtes ud i Livet, viste det sig da ogsaa, at Tjenestemændene (eller som det den Gang hed: Embeds- og Bestil- lingsmænd) var taget grundigt ved Næsen, i hvert Fald gjaldt dette de lavere lønnede Grupper. Ved Lønreformen oprettedes 8 saakaldte budgetmæssige Løn­ klasser for Funktionærer, der ikke tidligere havde været inde under Lønklasse­ systemet. Politiets og Brandvæsenets Personale optoges dog ikke i disse budget­ mæssige Lønklasser, men blev staaende som hidtil i 3 Aldersklasser. Alle Løn­ ninger fastsattes imidlertid nu som Aarslønninger, der skulde udbetales forud med i /12 maanedlig. Vilkaarene for Brandmænd blev, at den yngste Aldersklasse oppebar en aarlig Løn paa 1000 Kr., næstældste paa 1100 Kr. og ældste paa 1200 Kr. Plornblæsere og Kuske, der ligeledes inddeltes i 3 Aldersklasser, lønne­ des dog med 100 Kr. mindre i hver. Sprøjteførere fik 1600 Kr. aarlig, stigende til 1700 Kr. efter 4 Aars Tjeneste. Det højeste Merbeløb nogen Brandmand opnaaede ved denne Lønreform var 53 Kr. 60 Øre aarlig. Naar Brandmænd og Politibetjente ikke blev ansat i Lønklasse, skyldtes det Indstillinger fra de re­ spektive Institutionschefer, der havde fraraadet det og ikke mente at det var heldigt at gaa den Vej, men at man hellere af Hensyn til Disciplinen maatte

1 0 6