BrandmandenIFortidOgNutid_1948

inspektør), der idømte Straffen. Nogen Appelinstans fandtes ikke. Hvis en Sprøjtefører indklagede en Brandmand, og denne over for Ledelsen søgte at dokumentere, at der blev begaaet Uret imod ham, blev han kort og godt afskaa- ret fra sin Bevisførelse med den Besked, at Ledelsen troede den overordnede (Sprøjteføreren) bedre. Denne aabenbare Uret og Vilkaarlighed, hvormed Offi­ cererne og de øvrige overordnede demonstrerede deres Magt, satte ondt Blod og ikke uden Grund; thi selv de, der kom lige fra Militærtjenesten og ind i. Korpset, fandt de disciplinære Baand saa strammende, at de for en Dels Ved­ kommende hurtigt igen forsvandt fra Brandtjenesten. Tonen i Korpset stod i Forhold til den stramme Disciplin, og en Del af de ældre Sprøjteførere benyt­ tede sig af et Sprog, som vilde have faaet en Sergent til at rødme. Imedens de: lod deres Lune gaa ud over Delikventen, maatte denne staa Ret med Haanden til Huen. Modsigelser taaltes ikke, men indmeldtes straks til Ledelsen som Opsætsighed eller Insubordination og førte som Regel til store Ubehagelig­ heder for vedkommende. Den betrængte havde intet Sted at vende sig hen. Nogle dukkede sig i Taalmodighed, andre forfaldt til Kryberi og Snobberi, der af samtidige angaves at være de sikreste Midler til at befordre en Mands Kar­ riere. For Mænd med Trang til Selvhævdelse og Selvrespekt var det ulidelige og uudholdelige Tilstande. — I 1895 udstedtes et nyt »Tjenestereglement for Kø­ benhavns Brandvæsen«. Det var et omfangsrigt Værk paa 162 Sider, en omtrent nøjagtig Kopi af Hærens datidige »Lærebog for Menige«, end ikke Lydigheds­ paragrafen manglede. Foruden Disciplinær- og Straffebestemmelser, indeholdt det Anvisning paa, hvorledes man skulde børste sit Tøj, pudse Knapper, rense Støvler, i det hele taget omfattede dette Reglement et saadant Utal af Smaating og Instrukser, at en nutidig Medborger har svært ved at fatte det; men det var, hvad man paa den Tid mente var nødvendigt for at haandhæve en ønsket Dis­ ciplin. En yndet Fremgangsmaade var det saaledes at straffe Hustruen for Man­ dens Forseelser. Det skete bl. a. ved at nægte Brandmanden Middagsorlov, saa Hustruen, efter først at have ventet til om Aftenen, idet Manden jo eventuelt kunde være forhindret ved Udrykning, maatte gaa fra sit Hjem og sine Børn for at bringe Manden Middagsmad og Mad til Dagen efter. Taget under eet indeholdt Reglementet Massevis af Pligter — men ingen Rettigheder; hvis der var nogle, var de yderst vanskelige at finde. Dertil kom, at der mindst hver Maaned udsendtes en Korpsbefaling, snart med helt nye Bestemmelser, snart med en Ændring til tidligere givne Bestemmelser, og disse Korpsbefalinger var kun ophængt i Vagtlokalerne et Par Dage og blev derefter opbevaret af Vagt­ kommandørerne. Hvis nu en Mand var syg eller af anden Grund var forhindret i at passe sin Vagttjeneste, fik han saaledes ikke Befalingerne at se, men kom han til at overtræde en eller anden Bestemmelse, der var givet deri, blev han dog straffet. —Der skete imidlertid det ved Gennemførelsen af disse strenge og urimelige Bestemmelser, at hvad der tidligere havde tjent til at trykke og sløve Brandfolkene fik nu den stik modsatte Virkning. Harmen mod Prøjseraanden

105-