BrandmandenIFortidOgNutid_1948

sig op til næste Løntrin. At saadanne Forhold ikke virkede fremmende paa et indbyrdes godt kammeratligt Forhold og Sammenhold er indlysende; dette be­ nyttede Ledelsen sig af, og Brandfolkene kom derved under et Aag saa tungt, at de til sidst sank ned i den rene Sløvhedstilstand. Den -øvrige Behandling af Personalet stod i Forhold hertil og var gennemgaaende præget af Mangel paa Hensyn og virkelig Humanitet. Ikke desto mindre maa det medgives, at den daværende Brandchef, Oberst Meyer, var en Mand, der med fuldt Ansvar og stor Pligtfølelse følte, at han burde drage Omsorg for sine undergivne som en Fader for sine mindreaarige Børn, altsaa et typisk patriarkalsk Forhold. Pro­ blemstillingen for Brandchefen og andre af Datidens Embedsmænd har nok nærmest været den, at det kneb med at forstaa den frembrydende sociale Ud­ vikling. Dette at anse en Brandmand, saavel som en Arbejder i øvrigt, for en fuldgod Borger har Datidens Embedsmænd nok ikke kunnet finde stemmende med den Virkelighed, de saa omkring sig. Efter en Lønændring i 1890 lønnedes 33 Brandmænd med 3 Kr. daglig, 33 med 2 Kr. 80 Øre og 66 med 2 Kr. 60 Øre; Kuske og Hornblæsere fik 2 Kr. 40 Øre daglig; men ved samme Lejlighed inddrog Magistraten den Betaling for Teatervagttjeneste, som en Del af Brandmændene havde oppebaaret indtil da, og lod denne Indtægt indgaa i Kommunens Kasse. I November 1892 ansøgte samtlige menige Brandmænd om at faa Lønnen udbetalt maanedsvis og forud; Brandchefen anbefalede Ansøgningen, idet han dog samtidig henviste til, at Kommunens Understøttelse til Brandmændenes Sygekasse maatte bortfalde, saa- fremt Andragendet blev bevilget. Det blev det ikke, men fra 1. Januar 1895 skete der en Ændring af Fordelingen i Lønningsklasserne, hvorved en mindre Forbedring af Lønforholdene opnaaedes mod, at Brandmændenes Tjeneste ved Rengøring af Brandstationerne udvidedes. Udbetalingen af Lønningerne skulde stadig ske ugevis og bagud. I Tidens Løb var bl. a. en Del Haandværkere søgt ind i Korpset, og ikke mindst disse unge faglærte Folk, der fra deres Profession var indforstaaet med Nødvendigheden af fagligt Sammenhold, agiterede for Dannelsen af en Fag­ forening. Afgangen fra Korpset var imidlertid kun ringe, og de gamle Brand­ folk var saa beherskede af den raadende militære Disciplin, at de end ikke turde drøfte Muligheden af en saadan Tankes Gennemførelse. De militære Disciplin- og Straffebestemmelser gav Ledelsen Ret til at idømme Bøder, give Stroppeture under Øvelserne i Timevis, kommandere Synderen til Ekstraarbejde paa hans Fridag (naturligvis uden Betaling), eller glemme ham, naar der blev en Plads ledig paa et højere Løntrin; i grovere Tilfælde af Forseelse Suspension uden Løn i indtil 2 Maaneder. En meget yndet Form for Tildeling af Straf, som anvendtes selv ved de mindste Forseelser, til Tider ingen Forseelse, men paa Mistanke alene, var at lade vedkommende gaa Skildvagt, ekstra Ture i en eller flere Timer, over een eller flere Vagter, alt efter Forseelsens Art eller efter som Humøret var hos den Brandfuldmægtig (datidig Benævnelse for Brand-

1 04