BrandfolkenesOrganisation25Aar

79

Skærmydsler.

Enigheden og Sammenholdet indenfor Organisationen var i første de Aar udmærket. Alle følte sig som Enere i et samlet Hele. Sprøjteførere og Reserveførere, Kuske og Brandmænd var klare over, at kun en samlet Optræden kunde bringe Resultater, men da det første store Slag var slaaet og Organisationsretten anerkendt, kom der Særinteresser fra de forskellige Brancher, og da man ikke kunde enes om Berettigelsen af disse særlige Krav, gik det som saa ofte før og efter, naar man indenfor en Korporation, Forening eller Organisation glemmer, at den valgte Bestyrelse maa og skal udføre Flertallets Beslutninger. Skuffelsen over ikke at finde Ørenlyd for sine særlige Krav, bliver i mange Medlemmers Opfattelse til, at Foreningen er en daarlig ledet Forening, som ikke interesserer sig for Medlemmernes Sager. Paa denne Basis udskilte Sprøjteførerne sig i 1904 fra Organi­ sationen, og dannede Sprøjteførernes faglige Forening. Hvorvidt dette var klogt er tvivlsomt; bevisligt modarbejdede de to Organisationer hinanden i de første Aar efter Udmeldelsen, til Glæde for Ledelsen og Magistraten og til Gavn for ingen af Modparterne. Man tør vel nok gaa ud fra som givet, at denne Splittelse satte sine Spor i Organisationens Arbejde, og mange af de Krav, man den Gang kæmpede for, vilde have givet Resultater noget før end Tilfældet blev. Ikke heller for den fremtidige Virksomhed blev det til Gavn, idet Ledelsen lettere fik Adgang til at spille Organisationerne ud imod hinanden. Dette at staa delt i rivaliserende Foreninger giver ingen Gevinst, og maatte man have Lov til at ønske noget ved denne Lejlig­ hed, maatte man ønske at alle indenfor Korpset atter en Gang stod sammen i Kampen for bedre Livsvilkaar. I 1909 mente en Del af Korpsets Reserveførere, at de nu burde følge Sprøjteførernes Eksempel, det vilde naturligvis gaa meget bedre med Særbegunstigelserne. Desværre for dem lyk­ kedes det ikke at opnaa Enighed om en fælles Aktion, fordi