Børsen_1619-1915

KAP I TEL II

RA ældgammel Tid var Stadens egentlige Handlende delt i tvende Lav, Købmændenes eller, som det ogsaa kaldtes: Klædebo eller Vandtschnidernes Lav og Kræmmernes Lav. Foruden lisse dannede Bryggerne og Skipperne, der ogsaa havde en vis omend stærkt begrænset Handelsret, hver sit Lav. Saaledes som de tvende Hovedlav, Købmændenes og Kræmmernes, havde udviklet sig gen­ nem Aarhundrederne, havde der for deres Handelsbeføjelser dannet sig en Række detaillerede Reg­ ler, som det ikke her er Stedet at komme ind paa. Det turde være tilstrækkeligt at nævne, hvor­ ledes Klædebolavet repræsenterede Groshandlerne, Kræmmerlavet nærmest Detailhandlerne. Sit Navn Ivlædebo havde Lavet faaet af, at dets Medlemmer handlede med Klæde, hvilket de ligesom Silke, Fløjl, Damask og Sardug forhandlede saavel en gros som en detail — medens de i alle andre Artikler kun solgte en gros. Klædebolavet var, som dets Lavsskraa af 25. Januar 1592 udtrykkelig siger: »det højeste Lav i Staden«; det omfattede Byens største og mest formuende Handlende, og Magistratspersonerne udtoges væsentligst af dets Medlemmer. Klædebolavet var der­ næst paa det nøjeste forbundet med »Det danske Kompagni« (det senere kgl. Skydeselskab). I dette dels merkantile, dels — og senere — væsentlig selskabelige Kompagni optoges imidlertid foruden andre gode Borgere ogsaa Kongefamilien og Adelige, og Kompagniet, der havde sit eget Forsam­ lingshus, blev derfor Stedet, hvor Købmændene stiftede indflydelsesrige Forbindelser. Under Christian IV’s første og glimrende Regeringstid, hvor Handelen fik et hidtil ukendt Opsving, hvor de store Handelskompagnier dannedes, og hvor disse ligesom den enkelte Stor­ købmand og Reder udstyredes med særlige Privilegier, var Lavene ikke Tidens Løsen eller stem­ mende med Kongens Ønsker — ja en Tid lang var endog alle Lav ophævede i Henhold til Reskript af 19. Juni 1613. Men som i de andre Fag førte Omstændighederne det med sig, at Handelsstanden ansaa det nødvendigt at slutte sig sammen som Korporation. Hertil bidrog sikkert ikke blot Landets Ulykker, Tilbagegangen i hele Erhvervslivet og de talrige Indgreb fra Fremmedes Side, men ogsaa de indre politiske Forhold, under hvilke Borgerskabets Uvilje mod Adelens og Rigsraadets Magt mere og mere kom til Orde. Efter at Magistraten den 17. Juli 1650 havde ansøgt Frederik III om, at Købmændene, Kræm­ merne og Vinhandlerne maatte faa et Lav, gav Kongen Tilladelse til: »et ordentlig velbeskikket Lav eller Zunft at oprette, anordne og stabulere, ligervis som det hos alle andre velfunderede Kiøb- og Handelsstæder i Brug og sædvanlig er«, og under 17. December 1651 erholdt Købmændenes og Kræmmernes fælles Lav Stadfæstelse paa sin Lavsskraa.