BorkensLyre

89

tidt end det stevne på tale vi føre; end klinger lifligt je r sang i vort øre; kinderne blusse, hvergang vi høre løftet „ved Odin, ved Thor og ved F re j“ !

2.

M el.: B or je g på det hoje fjeld

N o r g e s son på fjeldet bor, som fra Nordkap sig strækker lige ned til Sarpen, hvor sig elve yndigt snor og hvor Nøkken i fossen slår harpen. Granen står på fjeldet vagt, skuer vidt over nordhavets brusende vove; dalen, klædt i lyse dragt

hviler blidt mellem sortladne skove. N o r g e s son som fjeldet står fast tømrer gran til køl og til m a st; tumler sig på fremmed strand, hænger mest dog ved fjeldet og dalen. Nordens kraft i fjeldgutten bor, rask til dåd, skont knap nok i ord; har -tidt kæmpet og holdt stand og trods død vundet prisen på valen.