BorkensLyre

42

Je g kjender en Mand, og De kj ender ham med, Tys, tys! A f A lle han elskes; han gjør ei Fortræd, Tys, tys! Endskjøndt han er mægtig, saa veed jeg forresten, Han ikke gjor Forskjel paa Degnen og Præsten, Han Alle besøger, Med Alle han spøger. Tys, tys! Den Mand har levet fra Verden blev til, Tys, tys! Men Alderen paa ham ei bide v il; Tys, tys! Han vandred med Adam i Edens Have, Og endnu inat han mig gjæsted den Brave ;

Bestandig han lever Saa rørig og vever. Tys, tys!

At gjætte hans Navn, vil jeg spare Dem, Tys, tys! Det lyder lidt borgerligt, ligefrem. Tys, tys! Thi Ole Lukøie hedder den Samme — —

Men Ole, hvor er Du dog dristig — fy skamme!