BorkensLyre

7 Men, hækl dem! deres hæderkronte Navne Med evig uformørket Giands skal tindre I Yiisdom s Tempel — D a under sølvgraa Dages tunge Vægt Med stille Fryd de oversaae den Bane Som dem til Held og Hæder havde ført, Endnu saa mangt et venligt B lik de sendte T il yngre Skarer, der med lige Skiebne Som før de selv sig lige Fodspor søgte — T il høit og ædelt Brug anvendte de De Gaver, som en sildig Held dem skienkte P a a Yiisdom s Alter lagde de dem ned, T il Gavn for den i knapt tildelte K aar Opfødte Videnskabers unge D yrk er; F o r denne ædle D aad Gudindens Flok Sk al aldrig, aldrig disse Ædle glemme. — En Laurbær-Ympe frisk og skien Skal spire under deres Minder, O! den skal blomstre evig grøn, Naar marmorhuggne Roes forsvinder; Atkenes Yndling, rørt af Glæde, Skal tit dens Rod med Taarer væde. Efter Talen. Med festlig Jubel Sangen lyder, O, Borch! og Musen fryder sig; Med Krandse hun sit A lter pryder T il Minde om din Daad og dig.