BorkensLyre

6

E n A n d e n . Med den, som steeg ved tidlig Møie, Yed skiærpet Flid og vaagent -Ø'ie, Kørt skner kan den Frommes Id, Og mindes egne Trængiers Tid. B e g g e . Hans Kind en ædel Taarer væder, Ømt rækker kan deri Faldne Haand; Og som en Skaker af lians Glæder Giengieldes kan med tankfuld Aand. J a — mangen een, til Dannerrigets Hæder Det være sagt — saa mangen blandt dets Sønner For Musers Børn saa varmt, saa ædelt føelte — A lt længe slumre trygt og sødt og stille I L y e af Gravens tause Skygger hiine, Hvis tidlig føelte Kald bød dem at sværge Gudindens Fane — Den ædle Flok, Hvis Møiers første Løn kun Armod var, Hvis V id i Modgangs Skoler hærdet blev, Og dog tilsidst Udødeligheds Laurbæ r vandt; Omsonst forsøgte Konstner-Flid og Meissel At variggiøre deres M inde; Omsonst — Hvo veed, hvor snart hiint Marmor smuldrer bort, Hvor snart paa deres sammenfaldne Grave I Tidslers lodne Toppe Stormen hviner?