BorkensLyre

121

I ø s te rla n d han ogsaa vR rig tig se sig om, T h i sm ykker med en Turban han sin P an d e.

Som D ervisch han i K aftan nu h ylle r ind sin K rop Og paa K am elen s R y g han sig fre jd ig svin g e r op. S a a farer han afsted, Som F ø lg e har han med E n B eduin erhæ r, Som væ rner om hans Fæ rd . N a a ! det kan b live morsom t, naar vi skal ha’e hans Dom. Om alle de fremm ede Lande.

ad libitum).

S l u t n i n g s k o r (eller Solo

M el.: Afsted! afsted! til Arbejd' vil vi gan.

F a rv e l! fa rv e l! paa R ejse v il du gaa T il fremm ed Sted. V o rt ø n s k e : at d ig L ykken fø lge maa, D u tage med. N aar h ist du staar i fjern e A lpeland M ed Sneen hvid, Du sende os, som blev ved Sundets Strand, E n T anke hid. Sk jæ n k i ! Skjæ nk i ! nu fyld til b redfuldt M aal V o r V inpokal, M ed H urra nu vi drikke K r a r u p s S k a a l P a a B orken s Sal. C. T. B artholin.