BorkensLyre

Han drager nu om kring ved M osel og ved R h in , D er aabnes barn K un d sk aben s Porte, Som K j ender der han sm ager paa Mad og paa V in , Forfæ rder alle K elln ere sorte. D e V ises Sten, den sø g e r han stad ig fjern og næ i, Og id elig han hvæ sser sit dogm atiske S p æ r; Han sm ukt sig mon beté V ed M ain saa ve l som S p re e ; F n D oktorhat m in tro H an henter eller to, Men snart han mæ t a f T ysk lan d v il snore R andslen sin S a a finde vi ham læ ngere borte. N u d ristig ned han stiger fra A lpernes M ur T il „bella Ita lia s “ Dale, Og P aven be’r ham v e n lig t ind i sit F an gebur, D er holder ved D ineren han en T ale. E n saadan har man a ld rig i V atikan et hort, Og alle F o lk kan se, at hans H elligh ed er rørt. Han tryk k er K r a r u p s H aand Og p riser højt hans A and, Og hoflig han mon b e’e H am snart igjen at s e ; Sm u kt b yder han ham A rm en, at de kan g a a en T u r S a a viser han ham alle sine Sale.

Men saa faar K r a r u p nok a f Fiascone og Rom . S a a sejler han paa M iddelhavets V ande.