BorkensLyre

117

D a svulm ed a f Læ n gsel N i e l s P e d e r s e n s B ry s t, D a b lev ham et Fæ n gsel D en h jem lige K yst. T il Syden han h iger T il Tiberen gu l, T il sortlokte P iger Med -Øjne som K u l. Hans H u sig mon b ø je Mod skykran ste F jeld , Mod vinkende H øje Med skummende Væ ld. Og Corsicas K lin te r S k a l sn arlig han se, H vor ej man h ar Vinter,. E j B læ st eller Sne. Med B ey er han vanker Ved H avet det blaa, D a stundom hans T anker T il H jemm et v il gaa.

P a a Kannikestræ de D a tænker han og P a a festlige Glæde, N aar O rdet han to g ;