BorkensLyre

98 H er, da lød d e t: „holdt! om k ring t F a r nu ej med Læmpe! Seer I Rytterne i Spring, Som vil mod os kæm pe!“ A ldrig han en Ordre sveg, Skjød og laded’, til han bleg Segnede paa Pletten. Yenner! ej vi for hans Død Sørge vil og græde, Thi han i sin Moders Skjød Segnede med Glæde, Og den Spot og Skam og Spe, Som vi andre nu maa se, Fik kan ej at skue. Yi, som hørte tid t hans Skjem t, Saa hans Ojne spille, I vort Bryst hans Navn er gjem t, Saa det glemmes silde, Og i første Regiment Som hos mangen brav Student Skal hans Minde leve. Ja, det leve — denne Sten Gjennem Tiden bære Mindet til en Slægt, der sen Samler denne Lære: