BorkensLyre

95

en alf hendes øje h ar kysset, og nøje hun agter på hans ord, dem han lægger med list. Hun lytter — hun smiler, og medens hun hviler, så flyve de tanker så viden om land. Hvad mon han fortæ ller? og hvem mon det gælder, det suk, den væne ungmø, hun drager ibland t? O alf! lad dig bøje! mal for hendes øje så ædel, beskeden, så dannis en svend! „T il julen han kommer, og ham følger sommer, ja roser m idt i vintren, dem bringer din v en !“

Mens sovnen dig kvæger, jeg tommer m it bæger, så mødes vi, elskte, på længselens v e j! Det er ingen gisning, nej det er forvisning, vi tales ved i tiden, sig da ikke „n ej!“

F. Zeuthen..