BorkensLyre

I Diglen han speided ved Midnatstid, Om Guld ei fremtrylled hans sindrige Flid.

I Verden han vandred saa vide omkring, T il Velsklands de glødende Bjerge. Omslynget af Kvindernes glødende Ring, Sit Hjerte han dog kunde værge, T il Norden han bragte den udelte Tro At love en Pige, at bygge og boe. Men Pigen, der syntes saa ærbar og mild, Hun spotted den Lærde, der hinked; — Og aldrig, naar Smeltningen syded som Ild, Imøde ham Guldet dog blinked, — Nei, Lykken den var ham saa haardt imod Den gamle Professor den aldrig blev god. Da bygged en Gaard han med skjærmende Ly For Urter og Stoffer og Bøger, At trygt i den dyre, den larmende By Studenten sin Lærdom forøger; Og Gaarden den stander end i Kjøbenhavn Og bærer trods Stifteren Stifterens Navn.

Hav Tak, Ole Borch! for vort venlige Hjem;. Det bærer din Roes gjennem Tiden: