BorgerIDetGamleKøbenhavn2_1969

Dampsprøjten kommer!

I 1852 fortælles det, hvordan f.eks. Petri Kirkes sprøjte rykker ud i tilfælde af brand: » ... langt om længe kommer en mand, som venter, til en anden kommer med nøglen til sprøjtehuset; omsider er det den ret­ te nøgle, og den gamle, rustne lås giver efter - porten åbnes. Man ven­ ter til de øvrige brandfolk er kommet, og får så den tunge sprøjte ud på gaden. Først nu er man så vidt, at brandfolkene kan spænde sig selv foran sprøjten og trække den til ildebrandsstedet«. Om sprøjten så duede, om slan­ gerne var i orden - og om man i det hele taget kunne skaffe vand, var de næste problemer, man stod overfor, når sprøjten var kommet frem. Årsagen til brandvæsenets util­ strækkelighed var først og frem­ mest, at det byggede på et brand­ korps, der delvis var frivilligt, og i øvrigt dårligt betalt. Derfor blev de

Brandvæsenet

Københavns håbløst forældede brand­ væsen fungerede stort set uændret til midten af 1800-tallet. Et af brand­ væsenets svagheder var måden, hvor­ på der blev alarmeret. Fra ilden blev opdaget, til brandmandskabet var klar til slukningsarbejdet, gik kost­ bare timer tabt. Brandmændenes ar­ bejde måtte derfor i alt for mange tilfælde begrænse sig til at forhin­ dre ilden i at brede sig til nabobyg­ ningerne - og lade selve den byg­ ning, hvor ilden var brudt ud, bræn­ de ned. De mange personer inden for brandvæsenet, stadens styre og mili­ tæret, der først skulle alarmeres var i sig selv en langsommelig og tid­ røvende historie; men endnu værre var det, hvis materiellet var i uor­ den.

59