BorgerIDetGamleKøbenhavn2_1969

modehandlerinde, madam E.D.Juul, der var først med de nyeste franske moder fra huset Worth - datidens Dior. T il højre for Damborg, helt i bag­ grunden, ses en mand, som efter­ tænksomt holder sin stok under ha­ gen. Det er digteren Christian Win­ ther, der også har vovet sig en tur på volden med sin kone Julie. Der er næsten tradition for, at en kunstner, når han maler et stort bil­ lede med talrige personer, afbilder sig selv et eller andet sted. Hunæus har ikke dannet undtagelse; han ses yderst til højre, set skråt bagfra, ri­ meligvis med sin kone ved siden af. Så beskeden en plads har han ikke givet sine børn. Den lille, yderst vel­ klædte pige i forgrunden til højre er hans datter, ledsaget af barnepigen, der optræder i en prægtig egnsdragt. Læg mærke til den lille piges mame­ lukker, kjolens struttende vidde og kåben med nedslået hætte, akkurat som vore dages duffelcoat. Drengen i midten af billedet er malerens søn. Han er fremstillet som en dreng, der sælger friskpluk­ kede violer i små kræmmerhuse.

Hovedbeklædningen, som også bæ­ res af de to drenge til venstre i forgrunden, er den såkaldte Gari- baldi-hue, kaldt således, fordi man i »Illustreret Tidende« kunne se den store italienske frihedskæmper - dengang alle drenges helt - gå med en sådan hue. Og så måtte en rigtig dreng jo også have sådan en! Sandsynligvis er endnu flere af de personer, der ses på maleriet, mere eller mindre kendte københavnere. Der er ingen grund til at tro, at Hu­ næus har hentet ansigterne i sin fan­ tasi. På den anden side er det nok troligt, at grosserer Richters vrede var uberettiget. Hunæus har set og tegnet fru Richter, men da hun kun var 33 år i 1862, og damen på bille­ det synes ældre, har han muligvis kun brugt lighedstræk, som for eks­ empel den karakteristiske buede næse. Som tidsbillede er maleriet uvur­ derligt. Personernes klædedragt er nøjagtig indtil mindste detalje, og der er så meget liv over scenen, at man næsten synes at kunne høre de mange mennesker tale og gruset knirke under deres fodtrin.

141