BorgerIDetGamleKøbenhavn_1966

Sot og sygdom

ikke særlig høj. I perioden 1835 -39 sagde statistikken, at den var ca. 35 år, og i de følgende år dalede den yderligere. Det vil naturligvis ikke sige, at der ikke var mange gamle mennesker. Men der var noget usæd­ vanligt ved at opnå en høj alder, så man kaldte 70-års alderen for »stø­ vets år«. Overbefolkningen skabte en veleg­ net grobund for epide7?iier. Så sent som i 1853 kom den sidste alvorlige epidemi til hovedstaden - den store koleraepidemi. Den begyndte i bagende sommer­ varme i juni og rasede i 4 måneder. Antallet af dødsofre var 4.737. Da epidemien var forbi, havde stadens myndigheder omsider fået øjnene op for de slette, hygiejniske forhold; den usunde drikkevandsforsyning, den elendige kloakering og den vold­ somme overbefolkning. Det er ikke for meget at sige, at denne sørgelige

Sygdomsbekæmpelse og begravelsesvæsen

Det kan næppe undre, at sundheds­ tilstanden i datidens København var væsentlig ringere end i vore dage. Man havde endnu ikke opdaget, at mange sygdomme skyldes bakterier og virus og kunne derfor ikke be­ skytte sig mod sygdommene, f. eks. ved bedre hygiejne. Nok kogte man vandet og siede det, inden det blev drukket, fordi man af bitter erfaring vidste, at et slemt mavetilfælde nemt blev resultatet, hvis man lod være. Men hvorfor man blev syg, kunne ingen svare på. \ Den dårlige hygiejne medførte blandt andet en meget stor spced- børnsdødelighed, og mødre til ny­ fødte børn var stærkt udsatte for at dø af barselsfeber. Den gennemsnitlige levealder var

68