BorgerIDetGamleKøbenhavn_1966

dage. Yderligere skulle der udfærdi- ges en kvittering for, at afgiften var betalt. Når konsumtionsskriveren omsider havde udfærdiget kvitteringen med snørklede sving, drysset sand på pa­ piret og udleveret det, skulle man tro, at nu var der fri bane! Men straks efter optrådte den næ­ ste forhindring. Man var nu nået til broen umiddelbart uden for porten. Her skulle man betale en afgift for at passere - de såkaldte »bropenge« - som blev opkrævet af »broman­ den«, der løftede bommen i vejret for vognen, når der var betalt. For­ målet med denne afgift var at betale for sliddet på broplankerne, som skulle vedligeholdes. At byen var en fæstning skabte ærgrelse og irritation på grund af den besværlige forbindelse med om­ verdenen. Det samlede sig efterhån­ den i et had til de snævre porte og spærrende volde. Det er forståeligt, at man, dengang portene - og senere

voldene - omsider faldt i årene efter 1850, lod næsten alt rydde væk uden at tænke på at give eftertiden et ind­ tryk af den skønhed, der var ved de grønne volde og de smukke portbyg­ ninger. »Det er i Dag et deiligt Veer, Vinden vifter i Voldens Træer, Der er ei en Sky paa Himlen at see, I Vinduet mine Blomster lee . . .« Med disse linjer indledes handlin­ gen i Oehlenschlåger’s »Sanct Hans­ aften-Spil«. Byen var jo ikke hegnet af en barsk mur, men af en græs­ klædt vold med rækker af høje træer øverst oppe. Endnu i vore dage er der levnet rester af voldenes udenværker i Østre Anlæg, Botanisk Have, Ørstedspar­ ken og Tivoli. I Christianshavns sta­ dig eksisterende voldanlæg er beva­ ret lidt af stemningen fra gamle dage. Den fri udsigt over omegnen er imidlertid forsvundet.