BogenomKøbenhavnerne_1936-37

71 nemlig »Kongens København«, en Institution af en særlig Art, et Slags Kancelli med forskellige Kontorer, der styredes fra oven. Enevældens Periode strækker sig fra 1660 til 1849, men kongelig personlig Enevælde er der næppe Tale om under Frederik d. III, der overhovedet sjæ l­ dent greb personligt ind. Christian d. V var Enevoldskonge i Ludvig d. XIV’s Stil stærkt optaget af sin ophøjede Stilling. Han var krigersk, flittig og indskræn­ ket, men takket være Griffenfeld havde han gode Administrationschefer, og hans indre Styrelse var ikke særlig ringe. Hans Søn og Efterfølger, Frederik d. IV, be­ tegner Toppunktet af den personlige Enevælde i Danmark. Han var en dygtig og omhyggelig Arbejder, der vilde være med i alt, og det lykkedes ham udadtil at befæste Danmarks Stilling. Han var en udpræget Erotiker, sine Elskerinders og sine Lakajers Velgører og han savnede Nationalfølelse, under ham fortyskedes København, som Hoffet, siden hans Bedstefa­ ders Tid, havde være fortysket.

To Aar før hans Død i 1730 brændte næsten hele det gamle København. En helt ny By opfør­ tes under hans Søn og Efterfølger Christian d. VI. Denne var ogsaa opfyldt af Forestillinger om sin Glans, men af Naturen en sky og beskeden Mand. Ogsaa han vilde gribe ind i alt, men netop derved styrkede han Embedsvæsnet og gled lidt efter lidt ind i den Ministerstyrelse, der ufejlbarlig gaar i Enevældens Følge. Hans udprægede Religiøsitet skabte en moralsk Tvang, der svarede til den, Ludvig d. XIV havde paalagt Frankrig i sine sid­ ste Aar, og hans Død 1746 føltes som en Lettelse af Folket. Med ham er den personlige Enevælde i Dan-

Peder Griffenfeld

mark foibi, og Landet styres under hans Efterfølger af Ministre og Embedsmænd som et Kontor, der udelukker individuelt Initiativ, saafremt det ikke forstaar at insinuei e sig hos Kontorledelse. Hverken Frederik d. V, der var en elskværdig Libertiner, som kun i ringe Grad greb ind i Styrelsen og drak sig ihjel, eller Chri­ stian d. VII, der var uhelbredelig sindssyg, havde personlig Betydning.Frederik den VI var som Kronprins lovende under dygtige Ministre, menhans Evner var ringe, hans personlige Indgriben ofte saare uheldig, og under ham gik Enevæl­ den mod en vemodig Grav. Dens stilfærdige Dødsdamp under Christian d. VII hører et senere Afsnit til, ligesom dens Opblussen i Aarene fra 1808 til Frederik d. VI’s Død, der er indgaaende skildret af Marcus Rubin. Det vilde være uretfærdigt at nægte, at Enevælden i sin Barndom og Ung­ dom hai bidraget sit til at forme Statens Styrelse og lettet Indførelsen af ganske nødvendige tidsbestemte Reformer. Kongeloven sikrede Arvefølgen, Chr. d. V’s danske Lov var en fortrinlig Kodifikation af Lovbestemmelser, og Udviklingen fremad foregik jævnt og roligt, men Skyggesiderne ved Kancellistyrelsen vil dog altid være det, som Eftertiden først faar Øje paa, og den rivende Udvikling, der fulgte dens Afløsning, overflødiggør enhver Diskussion. Naar vi skal behandle særligt Københavnerne under Enevælden, nødes vi til at gøre Brud paa den Fremstillingsform, vi i det foregaaende har benyttet. At