BogenomKøbenhavnerne_1936-37

26 intet for »den religiøse Følelse«, der i sit inderste Væsen er pantheistisk Fø ­ lelse, hvor Viden erstattes med Symboler, om hvilken Troen slynger sig. Hvad Dogmatiken angaar, er Romerkirkens Skolastik og Luthers Teologi »einsbier«, for os, lige uforstaaelig og meningsløs. Københavnerne ved 1530 har ikke været klogere end vi. Tilbage bliver saa det politiske, og det tør vel siges, at Refor­ mationen i København gennemførtes ved en Rlanding af politisk Fanatisme, Opvigling af uvidende Masser, der under den uhyggelige Svedsyge og andre So­ ter, ved Rorgerkrig og Nød let lod sig suggerere, og bevidst Reregning fra Fy r­ sters og Stormænds Side for at skyde Rom helt tilside og tilegne sig Kirkens Gods og Rispernes Indflydelse, Herredømmet over Folket i videste Maal, hvad der ogsaa lykkedes. I København gik det som bekendt som Fod i Hose. Da Christiern den an­ den indforskrev Martin Reinhard i 1520 for at præke Lutherdom, blev han »grinet ud« paa godt københavnsk. Poul Eliasen, der ligesom den store Kar­ dinal Cusani prædikede »Reform paa Hoved og Lemmer« i den katolske Kirke, hvad Erasmus ogsaa havde gjort, opnaaede kun at fremhæve de politiske Mangler ved Kirken, og saa kom de haandfaste Karle til som Klaus Mortensen Tøndebinder, Frans Vormodsen, tidligere Karmelittermunk og Poul Eliasens Medarbejder, og først og sidst Hans Tavsen, der var en af disse sjældne Be- gavelser, der kan tale Mængdens Følelse til. De satte i 1529 Fart i Reforma­ tionen, og København blev pludselig luthersk. Det viste sig ved, at Frederik den første, der aldrig var bosat i København, hans Rigshofmester Mogens Gøye, hans holstenske Ledsagere og de adelige Stormænd langede ud efter Kirkegodset. Rorgerne slog Rillederne i Stykker og raserede Altre i Frue Kirke, men de store tog de nedlagte Klostre og angreb Rispegodset. Roskildebispen Joachim Rønnow, der aldrig blev anerkendt af Paven, var af samme Type som Cæsar Rorgia, der gladelig ombyttede Kardinalpurpuret med Brynjen, en spore­ klædt Herremand, som de berømte franske Kardinaler, og mere end villig til at sælge Rispestolens formentlige Krav paa København til Kronen for klingende Mønt til sig selv. Poul Eliasen siger vistnok med Rette, at han var ved at kaste Rispekaaben og som Ridder ægte Mogens Gøyes Datter, den navnkundige Rirgitte Gøye, og det er let at se, at med en saadan Forsvarer var Romerkir­ ken ilde faren i København. Aarhusbispen Ole Riide var iøvrigt den eneste Kirkens Mand blandt Danmarks Risper, men selv han var paavirket af sin mægtige Slægt. Reformationsbevægelsen, der hængte nøje sammen med Borgerskabets Rejsning mod den holstenske Konge til Fo rsvar for Christiern den II og dets bagvedliggende Agt at gøre København til et nordisk Lübeck, ligger udenfor Opgaven med vor Skildring. At kalde den en religiøs Bevægelse er — bortset fra den religiøse Følelse hos en Aand som Hans Tavsen — et Misbrug af Or­ det. Henrik d. VIII gjorde Reformationen i England hæslig, Luther forlenede den i Tyskland med Geniets Glans, i Danmark blev den speget Politik. Københavnerne havde indtil da levet under Romerkirken og ladet den tage sig af det aandelige, mens de enkelt Individers Religiøsitet var rent personlig, nu lod man af politiske Hensyn Romerkirken falde, kom kirkepolitisk ind under den lutherske Dogmatik, som man nødvendigvis maatte opfatte negativt, og blev saa i øvrigt snydt for alle materielle Fordele ved den politiske Om