BogenomKøbenhavnerne_1936-37

14 men først med Kristoffer af Bayern laar Adelen Gaarde og fast Fod i Staden. Der opstaar imidlertid ikke før 1660 noget, vi vilde kalde By adel, som i Italien, Frankrig og Tyskland. Adelen er knyttet til Herregaardene, der var deres Hjem, de var Jorddrotter, og kun Bigets Tjeneste kaldte dem til Hovedstaden. Men deres unge Mænd og Kvinder knyttedes til Hoffet, Lensmænd og Statholdere tog fast Ophold i Byen, og paa indkøbte Grunde, senere særligt paa Klostergrunde og Kirkegods byggede Høj adelen, hvoraf Bigsraadet fremgik, deres Gaarde ved Købmagergade, Østergade, Højbro og paa Helligaandshusets og Klostrenes Grunde. Svære Stenhuse ganske som de Herregaarde, der endnu staar rundt i Landet med Haver og Tjenerboliger, beskedne i Sammenligning med Udlandets Paladser, men udpræget forskellige fra Borgernes Hus. De sidste af disse Adels- gaarde, der efter Enevælden blev Palæer, er først gaaet ud af Adelens E je, da Grev F r ijs ’ og Moltke-Bregentveds samt Thotts Palæ for ganske nylig blev afhæn­ dede. Og hei hai vi altsaa næst Hoffet en sluttet Kreds, der op til Begyndelsen af forrige Aai hundrede repræsenterede en særlig Gruppe Københavnere — de høj- iornemme. Indtil Beformationen var den katolske Gejstlighed med dens Prælater, Kan­ niker, P iæ ster og Munke samt Nonnerne i Set. Klara Kloster en særlig Gruppe. Beformationen slettede dem ud. Adelen traadte ikke ind i den protestantiske Gejstlighed; med de fangne Bisper i 1536 forsvandt Adelen af Stadens Gejstlighed og af Landets ogsaa. Som politisk Stand bevaredes dog Gejstligheden og de Høj­ lærde (Universitetets Professorer) til 1660, saa gaar de over i Borgerskabet. Den fjerde Gruppe er Borgerne, til det 15. Aarhundrede var de delt i de egent- lige Boigere, Handelens Mænd, der ene styrede Byen, og Haandværkerne, der overalt stod udenfor Stadsstyret. Dette ændredes dog snart, og i vor Fremstilling kan vi ikke opretholde nogen Deling af Borgerskabet, d. v. s. de husejende Bor­ gere af Staden og den Gruppe, der er afhængig af dem uden Bettigheder, det tal- lige Tyende og Byens Smaafolk. Vi tager dem under et og udsondrer kun senere de egentlige Kongetjenere, lavere Embedsmænd, Militære til Lands og Vands, som staar i nøje Forbindelse med Hoffet og er under Hoffets Borgret. Omegnens Bønder, der i høj Grad præger København, kan vi ikke forbigaa som femte Giuppe, selv om de ikke er Københavnere. Men hermed er vor Ind­ deling givet, og den er for Oversigtens Skyld at opretholde til den Guldbergske Peiiode sidst i det 18. Aarhundrede. Indenfor Grupperne sondrer vi ikke, vi gi- ver ikke Erhvervshistorie og skal kun beskæftige os med Personer, ikke med Kultui historie. De interessante Gilder og Laug kan vi ikke nærmere omtale. Hvad Hoffet angaar, er det mere Kongeborgen end det, vi kalder »Hoffet«, der beskæftiger Byen og bidrager til dens Fysiognomi. Vi har allerede sagt, at Kon­ gerne lejste rundt i Landet eller førte deres Hære paa Krigstogter. Erik af Pom­ mern tilbragte sin Tid med at slaas med Holstenerne og forsøge at dæmpe Oprør i Sverige, i to Aar var han paa Bomarejse, og i 1436 tog han Ophold paa Gulland, til han 1439 regulært blev sat paa Porten af Bigsraadet. Han havde Interesse for Handel og Købstæder, gav København Privilegier, han grundlagde Helsingør, hvor en pudsig lille Figur, der skal forestille ham, sidder og passer paa Rute