BogenomKøbenhavnerne_1936-37

K U N S T L I V , M U S I K L I V O G S E L S K A B S L I V I N U T I D E N S K Ø B E N H A V N I vor dramatiske Literatur fra Aarhundredskiftet findes et Lystspil af Gustav Wied og Jens Petersen, Første Violin, der har en henrivende Optakt. En Strygekvartet, bestaaende af fire provinsielle Amatører har sat sig til Rette i Dagligstuen for at dyrke den klassiske Kammermusik, men de har næppe løftet Buerne til de første Takter, før det ringer paa Døren — og de maa ærgerligt afbryde Spillet, før de rigtig har begyndt det. Situationen gentager sig et Par Gange, saa at de gode Kvartetspillere aldrig kommer videre! Det er Karikaturen, Satiren over en enkelt Side af hjemligt Musikliv med dets Hygge og Humor i Tiden før Krigen. I vore gamle Kulturhjem dyrkedes Kam­ mermusikken med større eller mindre Udbytte: Man mødtes med ugentlige Mel­ lemrum hos hinanden efter Tur. Fruerne maatte hver især døje Øvelserne i de aftenlige Fritimer. Men hos de udøvende — og til syvende og sidst ogsaa hos de paarørende — var der en utvivlsom Hengivenhed for Musiken, og Sammenspil­ let skabte hos dem alle baade Intimitet, Respekt, Kærlighed og Glæde i Forholdet til Kammermusiken og dens Mestre. Og gaar man til Billedkunsten, hænger der paa Kunstmuseet et for samme Tidsrum særlig karakteristisk Billede af dansk Selskabsliv. Det er Krøyers En Dnet. Det viser det typiske Bourgeoisi-Interiør fra Halvfemserne med de tændte Lysekroner, den lette Dis af Tobaksrøg — og bag Fruen ved Flyglet med de snoede Malmlysestager, to af Selskabets Medlemmer, den kunstnerisk-martialske, kjoleklædte Herre og den ikke længere helt slanke Dame i den tætknappede, stramme Silkerobe, syngende deres Duet. Alle fra hin Tid kender dette Intermezzo: de to—tre Medlemmer af Selska­ bet, der blot altfor gerne ventede paa Opfordringen til at nærme sig Flyglet eller det opretstaaende Klaver under Fønixpalmen. Herren, der sang, bar som Regel hvid, blød Kunstnersløjfe i Stedet for Slips, og Damen var som oftest af den rette Sangerinde-Vægtklasse, selvom Stemmen ikke altid svarede til de ydre Dimen­ sioner! De sang Mendelsohns Duetter: Ich wollt’, meine Lieb ’ ergosse sich all in ein einzig Wort, eller: Ach, wie so hald verhallet der Reigen