BogenomKøbenhavnerne_1936-37

144 Der er for det første Forfatterens Bidrag til Hovedstadens Udseende, deres Apparition som Led i den store Bys Fysiognomi. Her maa man vedgaa, at Kø­ benhavn er ikke den Digter- og Forfatterby, som den har været. Dette kan baade roses og beklages. Der var en Tid, da Drachmann med Hejsning som en Gallionsfigur, med sin mærkelig rundskaarne Profil, stejlende, sejlende, farende, flagrende kunde give hele Gadebilledet Karakter, naar han kom. Og Herman Bang. Der var ikke en Gade saa lang i Byen, at man ikke vidste i den ene Ende af den, naar hans Drengefigur bevægede sig ind ad den anden. Sophus Clausens korte Tømmer­ blok, Jeppe Aakjær med det paagaaende Udtryk i sit stærke Ansigt. Hvor er I henne, store og smaa. Naturligvis, selvfølgelig. Byen kender Gandrup, og Apollon maaske ogsaa? De kulturelle kender Helge Bode, som egentlig ogsaa er værd at se paa. Men Pontoppidan og Johannes V. — dem kender Folket paa et Avisbillede, men det identificerer dem ikke. Og hvad man end vil rose vore Digtere eller Digter­ inder for, personligt synes jeg, at Edith Bodes Æbleoval af et Ansigt virker for­ trinligt, men til Byens Præg bidrager vore Forfattere ikke, som dengang Schan- dorph bare ved at sidde udenfor å Porta var en hel Biografi af sig selv. Hvem har man nu glemt at omtale? Der er saa mange man kan lide. Men vore Lyrikere, vore Dramatikere, vore Bomantikere — ingen af dem præsterer det uforglemmelige som Byfigur og Apparition. De er alle af Mellemstørrelse. En Digter burde være Giraf eller Myre. Og hans Ansigt hugge sig ind i Hjertet paa Folk mellem Langelinje og Frederiksberg Have. Hvor de da lever? I Boghandlernes Udstillinger. Yi kigger dog, de fleste af os, ind paa de smukke, pyram ideskraa Etalager. Ser Navnet, ser Titlen. I Bladet har man set Annoncen, der kommer nok en Anmeldelse. Om man skal købe Værket hjem, se det giver sig af Kritikken. Det er ingen Spøg at være Anmelder, jeg har en Gang faaet en Generalmajor til at købe Tom Kristensens »Hærværk«. Byen kan ikke undvære sine Digtere. Nu læser en sig selv op, nu læser en anden ham op. I gamle Dage var der meget med deres Ægteskaber, det er nu døet hen. Maaske er der blevet saa levende ved Kysterne, at det ikke morer eller spænder. Ophævelsen af en Forbindelse skal virke som et Krudtkammer og en Cigaret og ikke som et: Naa, ja selvfølgelig. For Dramatikere gælder der det specielle, som kaldes Premiereaftenen. Der j ° altid efter dem. Den Dramatiker eksisterer ikke, der nogensinde har kunnet opføre sig naturligt paa sin Aften. Han kan gaa der hen eller sende sin Kone og selv blive væk. Han kan sidde gemt i Direktørens Klædeskab eller paa Galleriet eller brede sig i Parkettet. Alt er galt. Den generte Kaj Munk købte fem Pladser og satte sig selv paa den midterste. Det galeste af alt. En anden Fo r­ fatter sad efter Tæppets Fald oppe midt paa Scenen, opløst i Elendighed, og lod sig trøste af de udhyssede Skuespillerinder. Sødt nok. Og saa de, der bliver fremkaldt. Hvilket Syn. De burde sminkes og paryk- kes og have Domino paa før Indmarchen. Og Kapellet burde intonere Heil dir im Siegeskranz. — Det andet er noget af det floveste. Maaske er dette blevet noget for vidtløftigt. Yi har i hvert Fald kviet os ved at omtale Hovedstaden som Litteraturlæsende. Natui ligvis findes der Læsere i Byen. Men det er ligesom der findes Jyder og