BogenomKøbenhavnerne_1936-37

114 og Socialdemokraterne — Holm, Hørdum* P. Knudsen og senere Borgbjerg der indtil 1884 kun havde fire Mand paa Rigsdagen. Landstinget og København var den Estrupske Periodes Støtter, men da Ar­ bejderbevægelsen, indledet med Vanheld i i 1872 af Pio, Brix og Geleif, i 90 eine tog rivende Fart og støttede den kompakte Venstre-Majoritet i Folketinget, gav Ministeriet Estrup — næppe helt godvilligt — op og de følgende svage Højreministerier Reedtz-Thott, Hørup og Schested kæmpede forgæves med Folketingsmajoriteten. Pudsigt nok sagde Borgbjerg til mig i hin Periode, at de svage Højremini­ sterier var en for Lovgivningen gunstig Tid, den varede kun i 7 Aar, saa kom Systemskiftet og Landbrugets Gaardmandsstand med I. C. Christensen isom Fører tog Regeringen. Det vil altid forblive en uløst Gaade, om denne Landboregering kunde have holdt saa længe som Højreregringerne, hvis ikke Alberti-Skandalen havde sprængt den. Det er dog næppe troligt. Den kompakte Majoritet splittedes i Underafdelinger, og Mindretalsmini­ sterierne kom med deres parlamentariske Tov­ trækning som den kendes i Frankrig. Godsejerne spiller endnu en Rolle, til den nye Grundlov 1915 slettede dem ud. Embedsmændene trak sig lidt efter lidt tilbage fra Politik. Vi mindes endnu en Skiften fra Klavs Berntsen, Neergaard til Zahle, Munch, Brandes, tilbage over Episoden Holstein Ledreborg til Zahle, Munch, Brandes, forstærket med Rode, det radikale Ministerium, der sad un­ der hele Krigen, for atter at afløses af Parlamen­ tarisk Tovtrækning, der endte med Socialdemokratiets Overvægt og Ministeriet Stauning. Alt dette er sikkert Læserne vel bekendt, men det maa noteres alligevel, bemærkelsesværdigt er den lige almindelige Valgrets Sejr, al Magten hos det numeriske Flertal og den udprægede Klassebetoning, der i sig selv rummer en F are for Samfundets Balance, som Aarhundreder har kendt den. Københavnernes politiske Interesse blev vakt i Fyrrene, den slappedes indtil Fire og treds, holdtes oppe ved kraftig Agitation i Firserne, men gled saa over i Ligegyldighed, medens Arbejderpartiets Organisation fortsattes maalbevidst, til det tog Kommandoen i Borgerraadet og derpaa i Riget, uden at det synes muligt nogensinde at bryde dets Magt. Hvorom alting er — et Sted skal Magten være, og det synes, som om Københavnerne ikke har noget imod at se den hos Stauning, afgjort en af de solideste Politikere vort Land har set siden Enevældens Afskaffelse. Vore Po­ litikere blandt Københavnerne vil findes i vor anden Del. Staden staar endnu og staar ganske godt — Jorden skal betrædes, selv om den er gloende. Københavns kommunale Udvikling følger lidt andre Linier end den poli­ tiske. Indtil 1898 var Københavns Styrelse højst konservativ. Overpræsiden­ ten var kongelig Embedsmand og ledede Magistratens juridiske Hverv. Han vedblev efter 1857 at være en Slags By-Amtmand og er det endnu. J. B. S. Estrup