Blegdamshospitalet_1879-1954

havde kendt pesthuset, hvis tilstand havde g jo r t så stort ind tryk på ham , »at hans Indvo lde ofte have rørt sig ved at se dets skrøbelige, aldrende og høinødlidende Lemm er, h v o r a f de fleste have m anglet baade K læ d er og Senge, o g som hen ligge i deres S y g d om og dø bo rt fast ligesom Fæ o g andre umæ lende Kreaturer«. B yen s slette hospitalsforhold m edvirkede uden tv iv l til at fremm e den store pestepidem i 1 7 1 1 . Fra Sydeuropa v a r denne sy gd om gennem Østersø­ landene trængt nordpå til Sverige, og da den ko rt efter optrådte i Flelsingør, varede det ikke længe, fø r Københ avn b lev angrebet. D e første tilfælde konstateredes m idt i jun i, men da de ikke synes særlig alvo rlige, b lev der ikke truflet nogen foranstaltninger til at forh indre sygdomm en s udbredelse. Først da dødsfaldenes antal begynd te at stige foru ro ligende, udstedtes 3. ju li en plakat, h vo ri indbyggern e fik befaling til at ad lyde sundheds­ væsenets ordrer, og regimentskvartermester W od ro ifs gård ved St. Jø rgen s Sø b lev lejet til pesthospital, men »for der des flere syge, om fornøden er, at kunne forplejes«, fik politimesteren Jo h an B a rtram Ern st ordre til at udvide det med nogle træbarakker. O gså telte b lev taget i brug, men da de heller ikke forslog, fik han besked om at låne tre teltsejl på B rem erho lm , »hvo raf et T e lt Seigl kunde væ re fo r de syge, et andet fo r K iøken et o g det tredie til Betienterne«. Desuden skulle han lade indrette et »Probeer Huus« til syge tjenestefolk »og andre deslige S yg e, førend til visse kand skiønnes, om det er m istænkelig Svaghed eller ei«. Endvide re skulle huse med pest­ syge afspærres a f vægterne, og hvis beboerne døde, skulle d e »strax tilnagles, på det ingen sig derudi skulle indsnige og Sygd omm en paa n y der begyndes. Saa skal og de bortdødes K læder - forlangtes det - uden Opho ld brændes«. Mansa fortæ ller, at sygdomm en begynd te med stærke ku ldegysn inger, der afløstes a f en brændende feber, hvo runder kræ fterne aftog o g de syge fortvivlede. D erefter faldt de ifg l. hans beretning i vildelse og raseri. Svæ lget o g læberne b lev angrebet a f blod flod og en ko ldbrandagtig betændelse, der ledsagedes a f brækn inger og diarrhé, o g sanserne sløvedes. Stanken var forfæ rdehg, og under vo ld somm e smerter g ik små rosenagtige betændelser på huden ove r til karbunkler, brandbylder og buboner. Død en fu lgte i reglen den fje rd e dag.

13