BillederAfLivetChristianDenFemtesHof

32 mærke, at fø r Enevældens Indførelse vare Reglerne endnu langt strængere1). Selv den Ringeste i Landet kunde få Christian den Femte i Tale. og i den pragtfulde, forgyldte R ide­ stald flokkedes de Nødlidende om Kongen og modtog rigelige Gaver. Snart var det Fattige og Krøblinge, snart Folk, hvem en eller anden Ulykke var overgået, der bad Kongen om H jæ lp2). „Rangonerne fra Tyrkerne“ vare i den Tid en almindelig Almisse. Snart var det Hustruen, der rejste Landet rundt for at tigge sin Mand fri, snart Søsteren, der samlede ind for at løskøbe sin Broder. og atter her have vi Bevis på. hvor uretfærdig den Dom er, der i Almindelighed fældes om Kongen, idet en tysk Adelsdame ikke fik større Hjælp end en dansk Matroskone. løvrigt forekomme Bidragene til Ran­ gonerne hyppig i Arene 1672—76, og den Gang vare de i Reglen paa 40 Kroner i vore Penge. Så stan­ sede de indtil 1685. F ra den Tid og til Kongens Død forekomme de atter, men i mindre Antal, og det var rimeligvis en Følge deraf, at de steg til 200 K ron e r3). Der var ingen Assurance på Christian den Femtes Tid. Når Folk, som ellers vare velhavende, ramtes af en eller anden Ulykke, bødede de på denne ved L o t­ terispil, og glemte ikke at gøre K rav på Kongens Kasse, når de stod i nogen som helst Forbindelse med Hoffet. Sukkerbageren satte Skueretter på Spil, Con- terfeyeren Skilderier, og den blinde Snedker i Rosen­ borghave mødte A r efter A r med et Kunstskab. 1690

0 Ceremonialia. 2) Pax-ticulairk. .Regnsk. s) S. St.