BetænkningTeaterkommissionen_1933

26

fæstnes Tanken, og den naar sin Kulmination i Rigsdagens enstemmige Ved­ tagelse af Loven af 14. Februar 1930. 8. Spørgsmaalet om Dækning af Teatrets Underskud søges til skiftende Tider løst gennem Efterbevilling, gennem Oprettelsen af Reservefond, gennem Forstrækningsordningen, gennemInstitutionen „Dobbeltscenen s Driftskapital, men ingenlunde tilfredsstillende. Edvard Brandes har engang i Rigsdagen udtalt, at Statsdrift af en Stats­ institution som Det kongelige Teater som et selvfølgeligt Korrelat medfører, at e t e v e n t u e l t Underskudmaa dækkes af Staten. Hvemellers? — OgMinister Byskov udtalte i Folketinget den 8. Marts 1928, at han maatte tage Afstand fra den Udvej at gøre Teatret til en selvejende Institution. „Selvejende Institution“ er et Ord, et Navn, men der ligger ikke saa grumme megen Realitet bagved, navnlig ikke naar det drejer sig om en Institution, som Staten i en saadan Grad er interes­ seret i, at Staten ikke vilde lade den gaa til Grunde, naar det kom til at knibe. I disse Udtalelser ligger formentlig megen Sandhed gemt. Problemet er imidlertid stadigt brændende: Hvorledes kan man bevare Statens Ejendom, Det kongelige Teater, paa Statens Haand og under umiddelbar eller middelbar Statsdrift opretholde Teatrets kulturelle Funktioner med et fast Tilskud fra Staten, som ikke maa overskrides, og med et vist af kunstneriske Hensyn betinget Selvstyre for Teatret, naar dette dog tillige er en Forretningsvirksomhed, i hvilken Udgiftsbudgettet vel til en vis Grad kan reguleres og kontrolleres, medens Indtægtsbudgettet endda indenfor temmelig vide Rammer er svingende? Det er et af de Problemer, som denne Kommission i særlig Grad maa have sin Opmærksomhed henvendt paa.