BetænkningTeaterkommissionen_1933

1 1 8

I første Henseende maa man først undersøge, om Antallet af faste Scene­ funktionærer er for stort. Hisse Funktionærer skal jo nemlig have deres Lønning, hvad enten der er Arbejde til dem eller ej, medens Reservefolkene jo kun lønnes, naar de indkaldes til Arbejde. Nu maa det straks fremhæves, at saafremt det maa siges, at de faste Folks Antal ikke er for højt, maa det utvivlsomt ogsaa er­ kendes, at det er baade bedre og billigere at arbejde med de faste Folk end med Reserver. Ikke mindst ved et Teater, og specielt ved Det kongelige Teater, spiller det en meget stor Rolle, at der arbejdes med Folk, der kender Tingene og er vant til at behandle de store Dekorationer; dertil kommer, at løst Mandskab er dyrere i Timeløn end det faste. Men naturligvis bør det faste Mandskab ikke være større end, hvad der er nødvendigt som almindeligt Minimum. Teatret har i denne Hen­ seende reduceret stærkt i en Aarrække, saaledes at man er gaaet ned fra over 60 til knap 40 faste Folk ved Scene og Belysning. Men selv dette Tal er ikke lille. Det maa imidlertid erindres, at det drejer sig om et meget stort Teater, der kræver store Højder af Kulisser m. v. og derfor ogsaa kraftige Dimensioner. Dertil kommer, at Teatret mener, at det af økonomiske Grunde maa lægge megen Vægt paa at have saa smaa Mellemakter som muligt; Merudgiften til det større Mandskab til hurtig Omskiftning kan let blive mindre end Tabet ved Mindresalg ved forlængede Mel­ lemakter. Det næste Moment, der kommer i Betragtning, er, om Arbejdstiden er lagt rigtigt, og omde enkelte gør Tjeneste i den Tid, man med Rette kan forlange. Og endelig er det i høj Grad afgørende, hvor stort og besværligt et sceneteknisk Apparat Forestillingerne udstyres med. Teatrets Ledelse arbejder ved hver Iscenesættelse paa at undgaa at gøre det scenetekniske Apparat for stort og besværligt, og selv om Teatrets typiske Forestillinger er de store og ret komplicerede, maa man utvivlsomt kunne komme videre i simplificerende Retning. Men det vilde i denne Henseende være økono­ misk uforsvarligt ikke at tage Hensyn til Publikum, og Publikum er nu engang Ynder af de mere komplicerede Forestillinger. Personalets Arbejdstid er lagt efter en fast Plan, som sigter paa at fordele Mandskabet over Teatrets lange Ar­ bejdsdag paa en saadan Maade, at der er tilstrækkelig mange Belysnings- og Ma­ skinfolk til Forberedelse af og i Begyndelsen af Prøverne samt til Forestillingerne. For at undgaa Skift under Prøver og Forestillinger er den enkelte Funktionærs Arbejdsdag ret lang, men til Gengæld er der Frihed hver 3. Dag. Saaledes maa Ar­ bejdet tilrettelægges; Spørgsmaalet er blot, om Arbejdstiden er rigtig beregnet, og om Arbejdstiden udnyttes i tilstrækkelig Grad. I første Henseende er der Grund til at kritisere, at Arbejdstiden er beregnet efter en Maaneds betalt Sommerferie; dette bør indskrænkes til 10, højst 14 Dage. Dernæst mener jeg, at der bør være fuld Frihed til at udnytte Personalet, som Teatret skønner rigtigt. Hvis Teatret f. Eks. en Aften spiller Hr. Lamberthier, bør det overflødige Mandskab kunne an­ vendes i Magasinerne. Og saafremt Teatret kan sende nogle af Mandskabet hjem, bør Tjenestetiden kunne tillægges andre Dage eller i alt Fald benyttes til Afspad­ sering af efterfølgende Overarbejdstimer. Selve Arbejdstempoet ved Forestillin­ gerne er fuldt tilfredsstillende; vanskeligere er det at bedømme, om det samme er Tilfældet Dagen igennem. Systemet er det, at der arbejdes i Hold under Under­ mestre og Formænd, men muligvis burde der forsøgsvis etableres et Kontrolsystem af anden Art. Hvad angaar Lønningen skal jeg bemærke, at den forekommer mig at ligge højt. Der kræves ingen faglig Uddannelse. Dygtigheden afhænger af Egnethed og Rutine, der læres under Arbejdet. For Reservernes Vedkommende