BerlingskeTidende_1913

Å R E N E U N D E R G U L M A N N Hovedmedarbejder var, da Gulmann og Svenn Poul­ sen overtog redaktionen, Andreas Buntzen ( 1 859 — 1930 ), udgået af en af de store københavnske slægter, i familie med Heiberg’erne, de Saint Aubain’erne, Du Puy’erne. Kammeradvokatens søn burde være blevet noget stort, thi han var godt begavet, men desværre stod hans arbejdslyst ikke i forhold til evnerne. An­ dreas Buntzen hævnede sig på de flittigere ved at sige morsomme ting om dem, hans tunge var overordent­ lig skarp, og man forlod nødigt den stue, hvori han befandt sig, fordi man vidste, at der uvægerligt i det sekund, døren faldt i, ville falde også en ondskabsfuld bemærkning. Buntzens kritik af de nye magthavere fik ingen betydning, selv visnede han i den friske luft, der blæste støvet ud af de gamle kontorer, og til sidst gik han sin vej. Man mærkede det næppe. Gulmann og Svenn Poulsen havde trukket nye folk ind i det daglige ar­ bejde. Unge journalister blev sendt ud i Europa, en en­ kelt endda med et af Ø.K.s motorskibe Jorden rundt. Gustav Wied skrev i aftenavisen sine erindringer . . . det vil sige, det var nu Axel Meier, der skrev dem, for Gustav Wied blev syg og kunne ikke, men han modtog Axel Meier nogle gange på hospitalet, og journalisten havde så modtageligt et øre for tonen, at tyske anmel­ dere (da bogen udkom) erklærede, at erindringerne var det mest Wied’ske i hele forfatterens produktion.

1 0 1