BerlingskeTidende_1749-1838

188 For Gud og for Mennesker have Vi da ikke troet at kunne forsvare, at stille et ædelt Folk blot for en Ulykke, som overgaaer alle andre, og som selv ikke Sværdet havde kunnet afværge, naar Vi endog, om* given af Vore brave Tropper, efter deres og samtlige Vore Undersaatters Ønske, havde kastet Os i Kampen, ikke med een, men med flere, i Forening overlegne, Fiender. Kræfterne, som vare frembragte og kunde fremdeles frembringes imod Os, vare ikke at beregne. Selv en Seier kunde ikke redde det Hele, og Tab maatte have fremskyndet endnu større U lykke, og have giort alle videre Underhand linger umulige. I en saa fortvivlet Stilling, som en langvarig For? svarskrig, og tilsidst den almindelige, alt fortærende Krigslue, som har udbred t sig over hele Europa, har fremkaldt, og som Vor nidkiære Omhue for Vore troe Undersaatters Velfærd ikke, under saa over* ordentlige Uheld, har været i Stand til at afværge, have Vi maattet gribe til det eneste Middel, der nu frembød sig, for at redde Norge fra at forkomme af Hunger, medens Danmark, kiæmpende mod ulige Kraft, ene bar Stridens Byrder, og udsattes for dens Følger. Vi have, under alle disse sammenstødende haarde Uheld, maattet aftræde, til den Svenske Krone, de Rettigheder til Kongeriget Norge, som vi arvede fra Vore Forfædre. Vi afholde Os fra at skildre de sørgelige Følelser, som Sønderriveisen af Baandet mellem begge Riger foraarsager Os. Enhver Dansk, enhver Nordmand vil letteligen slutte sig dertil af hvad han selv føler. Staternes Skiebne staaer i Forsynets Haand. Vi have intet forsømt i de 7 Aar, medens Kampen har været, for at vedligeholde det Baand, som flere Aarhundreder