BerlingskeTidende_1749-1838

186 gyndte paa ny. Fæstningerne Frideriksort og Gliicki stadt vare faldne. Om ikke A lt skulde sættes i Vove, maatte Forsvarsanstalterne for det første og for det meste indskrænkes til Fyen, hvorhen Vi beordrede alle de Tropper, som fra Sielland kunde undværes, og hvorhen Vi begave Os Selv for at være Kamppladsen og Underhandlingerne desto nærmere. En fornyet U nderhand ling standsede atter Angrebet, som var naaet til Jyllands Grændse. Denne Provinds var ikke at beskytte mod Overmagtens fiendtlige Oversvømmelse, om endog en rolig Besiddelse deraf kunde have været giort stridig. Men ved at blive, ligesom begge Hertugdømmerne allerede vare det, Krigens Skueplads, var ethvert M iddel Os berøvet, til at see Korn sendt derfra til Norge. N u fremkom altsaa det vigtige Øjeblik, da, uden videre Henstand, maatte afgiøres om Fred eller fort* sat Krig. Vanskeligere Stilling end Danmarks, som afskaaren fra Norge, stod ene imod saa mange, og i Forening saa mægtige Stater, har neppe nogen Stat hidtil havt; og vanskeligere Pligt end her at vælge, har ingen Fyrste været paalagt. Havde Sagen angaaet Os selv alene, eller det blot var kommet an paa, at gaae en truende Fare imøde, naar et ønsket Udfa ld kunde, endog igiennem den skrækkeligste Kamp, øines, da vilde vor Beslutning snart have været tagen; thi Vi kiendte Vort Folks, som Vore Troppers, modige Sindelag, og vidste, hvad Folket endnu, uagtet langvarig Krig havde svækket dets Kræfter, vilde opofre og lide for Fædrenelandet og for Os, naar Vi dertil opfordrede. Men under Omstændigheder saadanne som de der vare forhaanden, kunde Vi ikke udsætte det hele Monarkie