BerlingskeTidende_1749-1838

135 »Vi toge af Forlæggerne en hellig Forsikring om deres Taushed i at fordølge vore Navne. Det er ogi saa det, vi af Læserne ville have os udbedet, at vi maa være dem ubekiendte, for desto bedre at kunne tiene dem til Fornøyelse.« »Det er ikke fordi vi skammer os ved et Arbeyde, som lærde Mænd ofte har giort og giøre sig en Ære af at tiene deres Landsmænd med. Det er ikke fordi vi agte ringe om den Ære at være bekiendte af gurn stige Læsere. Men kan vi vente andet, end at jo vore Efterretninger ogsaa ville falde i de ugunstiges Hæn? der? I Henseende til dem skulde det giøre os ont, om vore blotte Navne skulde maaske blive nok til at spilde den Nytte og Fornøyelse, de ellers maaske kunde finde ved at læse lærde Efterretninger, der ville blive dem saa meget mere uskyldige, som deres For* fattere er dem mindre bekiendte.« »Er en Forfatters Skrift, hvis Roes og Berømmelse det er dem meget om at giøre, bleven censureret i en anden og ringere Tone end de havde ønsket, saa lade de sig nu nøye med at beklage Skribenten, der er fab den i saa slette Dommeres Hænder, og holder det ikke Umagen værd ved Forbitrelse, Had og Forfølgelse at forsynde sig imod en Recensent, som man ikke kiender, der altsaa for sin begangne Forbrydelse ikke kan skades, i hvor meget man end vilde anfægte ham«... »Dette maae vi dog herved erindre, at man ikke skal savne den Person, som vil staae til Ansvar for alt, hvad der skrives, naar han af Vedkommende dertil paa en lovmæssig Maade udfordres, lad være han selv ikke befatter sig med nogen Recensions Udar^ beydelse. Saaledes naaer man endda det, man ønsker, at Forfatternes (b: Medarbejdernes) Navne stedse kan blive ubekiendte, da Vedkommende (den ansvarha? vende