BeissenherzErindringer_1901

46

lertid kommen til og lod nogle Tørklæder binde fast om Saarene; en Jæger fik Ordre til at ledsage mig til Ambulancen. Da vi passerede Stenten Miihle, følte jeg Trang til at faa noget at drikke, og jeg gik derfor ind til Beboerne af Møllen; men Kampen havde drevet dem fra Hjemmet. Je g fandt dog Mælke­ kammeret og stillede min Tørst, vandrede saa videre med min Ledsager og traf Korpschefen, der modtog mig med følgende Ord: »Naa, er De nu ogsaa saaret, jeg mister mine bedste Officerer idag.« Det var jo en uventet Kompliment, og paa min Forespørgsel fortalte Chefen, at Kaptajn Stricker og Adjutanten, Premierløjtnant O. Schønning ogsaa vare saarede. Oftere har min kære Chef senere fortalt mig, at jeg var i godt Humør, eftersom jeg kom syngende hen til ham med mine fire Kuglesaar. Je g var imidlertid bleven mat af Blodtabet og blev lagt paa en Ambulancebaare. Overlæge Eschricht, som vi traf paa Landevejen ved Ahlefeldt, forbandt mig let, og med flere andre saarede blev jeg paa en Bonde­ vogn kørt ad Vejen til Slesvig. Je g erindrer, at vi passerede en Husareskadron, der holdt opmarcheret paa Linie, og at en jævnaldrende Kammerat kom hen til Vognen, udbrydende: »Er du nu saaret igen? hvad F ...............løber du ogsaa saa langt frem for.« Det var nu hans Mening! Da vi naaede Friederichsberg, blev Vognen standset af Skildvagten, og det blev tilkendegivet mig, at jeg skulde have en Seddel fra Vagtkommandøren for at faa Navnet opgivet paa det Lazaret, til hvilket jeg skulde køres hen. Efter en temmelig lang Ventetid