BeissenherzErindringer_1901

22

stede alt af sig, og Sygepasseren maatte da holde ham i Sengen med Magt. Da Lazarettet fortrinsvis var be­ lagt med tyske saarede, svævede man i Uvished om min Skæbne, og Rygtet gik nok, at jeg var begravet paa Oversø Kirkegaard. Mit Opholdssted var et 3die Klasses Lazaret, og da der en Dag kom en af vore Læger i Besøg, bad jeg ham om at drage Omsorg for, at jeg blev flyttet til et Lazaret, hvor jeg kunde være mellem Kammerater. Fru Frigge hørte min Udtalelse, og da Lægen var gaaet, kom hun hen til min Seng og bad mig om at forblive paa »Domziegelhof«, indtil hendes Søn var død; thi hun troede, at han var vi­ dende om, at han havde en Officer til Nabo, og selv om vi for faa Dage siden havde staaet overfor hinan­ den som Fjender, maatte enhver fjendtlig Følelse jo nu være forsvunden under den Tilstand, i hvilken vi begge var komne i Kampen ved Oversø. At jeg lo­ vede at opfylde hendes Ønske, er jo en Selvfølge, og faa Dage derefter havde han udstridt. Je g flyttedes nu til et Lazaret i Friederichsberg og kom til at ligge paa samme Stue som flere andre danske Officerer. I over 2 Maaneder var min Tilstand saaledes, at jeg betragtedes som »Dødens Bytte«, og paa Fore- spørgler fra Kammeraterne paa samme Stue hørte jeg af og til Lægerne udtale, at jeg ikke kunde leve, naar ikke Naturens Gang snart kom i Orden. Doktor Thune, der behandlede mig, gjorde mig daglig Spørgs- maal i den Anledning, og naar jeg havde meddelt ham, at det var gaaet som sædvanlig, satte han et meget betænkeligt Ansigt op, rystede paa Hovedet, men sagde intet.