BeissenherzErindringer_1901

167

indkaldte værnepligtige ere i absolut Majoritet og der­ for i Henseende til Opfyldelsen af deres Pligter have en god Indflydelse paa de mindre gode Elementer, saaledes at Straffe sjeldent vare nødvendige. Befa- lingsmændene arbejdede med anerkendelsesværdig Flid, og Øvelserne bleve efterhaanden endog gode. Aaret 1892 blev det sidste for mig som Væb­ ningschef; thi i Slutningen af Eksercertiden fik jeg en saa stærk Neuralgi i min invalide højre Arm, at jeg kun med stort Besvær kunde komme til Hest, og da jeg alt i mange Aar havde været nødsaget til at føre Sablen i den venstre Haand, var Føringen af Hesten med den højre nu næsten bleven til en Umulighed for mig. Væbningen skulde presenteres for den komman­ derende General, Generalløjtnant Tvermoes, en af de sidste Øvelsesdage, og da jeg hvert Aar selv havde ført den forbi til Revumarch, vilde jeg ogsaa gøre det denne Gang, hvor besværligt det end faldt mig. Den kommanderende General udtalte sin særdeles Tilfredshed med Øvelserne, ligesom han tilføjede, at disse godt kunde taale Sammenligning med Fodfolks- bataillonernes af Hærens Linie. Da alt Mandskabet i Kjøbenhavns Væbning imidlertid har modtaget sin Uddannelse i Linien, tilkommer der denne Største­ parten af Æren, naar Væbningens Arbejde kendtes værdigt til en saa smigrende Anerkendelse. Endskønt Aldersgrænsen først vilde naa mig i September 189?, indgav jeg dog Ansøgning om Afsked i September ¡892 fra Hærens Forstærkning, og ved Allerhøjeste Resolution af 9. November s. A. bevilge­