BeissenherzErindringer_1901

1 14

paa til mig, der dog ikke kunde være ansvarlig for eller hindre en undergivens Fejl, svarede jeg: »Den givne Ordre er fulgt, som Generalen har befalet mig,, og min Myndighed har jeg brugt!« »Hvad var da Grunden til, at Kaptajn N. N. ikke hilste mig?« spurgte Generalen videre; jeg svarede: »Kaptajnen troede ikke, at han skulde hilse.« Je g maatte derefter følge med til Generalens Telt,, hvor alle Reglementer bleve trukne frem for at kon­ statere, at Kaptajnen havde Uret. I sin Udtalelse om denne Officer var Generalen saa streng og hensynsløs,, at jeg endog udtalte: »Jeg skulde gerne kommandere 17. Bataillon med fire Kompagnichefer af Kaptajn N. N.s Type!« men jeg kom snart til den Erkendelse, at dette vilde blive et brydsomt Hverv for en hvilken som helst Bataillonschef. Je g udtalte slutteligen til min høje foresatte, at den hele Sag var mig i højeste Grad ubehagelig; thi det var dog ikke mig, der som Chef for Bataillo­ nen havde tilsidesat min Pligt over for Generalen, men en Kompagnichef, der af Uvidenhed havde undladt at sænke sin Sabel under Bataillonens Forbimarch. Gene­ ralen svarede intet til denne Udtalelse, og det tillodes mig endelig at træde af. Næste Dag var Bataillonen paa den søndre Øvel­ sesplads og afholdt den befalede Hviletid, da jeg saa Divisionsgeneralen med Stab ride ud af Skoven ved Karupvejen og forsvinde i Slugterne, der føre op imod Øvelsespladsen. En Adjutant af Staben kom hen til mig og spurgte efter 20. Bataillon samt med­ delte mig, at Divisionsgeneralen ogsaa vilde komme til 17. Bataillon. Je g lod da denne træde til Gevær og stod for-