BegravelsesskirkkeOgKirkegaardsforholdÆldreTid

III. UDENBYS KIRKEGAARDE 1. FATT IG K IRKEGAARDENE , DE M IL ITÆ R E K IRKEGAARDE OG JØDERNES K IRKEGAARD U d e n for Byens Porte begravedes i gammel Tid kun Fattigfolk og Forbrydere, Selvmordere, Soldater og Jøder. Der skulde Aarhun- dreders Udvikling til, før den gamle Fordom mod de udenbys Grav­ pladser blev overvundet; det skete først, efter at Assistens Ivirkegaard paa Nørrebro var anlagt i 1760, og selv da kun langsomt og nølende. Den første Begravelsesplads uden for Voldene var en Pestkirke- gaard, der blev anlagt under en Epidemi i 1546. Den kaldes sædvan­ lig K irk egaa rden uden fo r Nø r repo r t og laa omtrent paa det nu­ værende Grønttorv. Efter at være benyttet under Pesten 1546-47 og atter under en Epidemi i Sommeren 1553, henlaa den ubenyttet i en Aarrække, og om dens forsømte Tilstand i disse Aar har Kirkeværgen ved Vor Frue Kirke, Baadmand Lavrids Bøssestøber (død 1570), efter­ ladt en Beretning, der giver et malende Billede af den Vanrøgt, en Kirkegaard efter Reformationen kunde blive Genstand for. »Anno Domini 1556«, begynder han, »da stod den ny Kirkegaard øde og uordineret, saa naar Kong Kristian, salig med Gud, tit og ofte drog ud ad Nørreport til Esrom og Helsingør og andensteds, ihvor Hans Naade havde Lyst at drage, saa han altid, at der gik Faar og Øg og anden Urenhed paa forskrevne Kirkegaard, hvilket Hans kgl. Maje­ stæt var ikke vel tilfreds med«. Efter Kongens Ønske lod da Lavrids Bøssestøber sætte et Plankeværk om Kirkegaarden og holdt selv Or­ den paa den i nogle Aar. »Men Anno 1564 begyndte den store Pesti- lense at regere her i København, da raadede Graverne selv derude og holdt der ingen Ordning eller Skik, men skikkede sig utilbørligen«. »Saa var der en Graver ved Navn Steffen og var Taarnvægter i Vor Frue Taarn, hvilken der grov ned udi de Grave, som friske Lig laa udi. Saa var forskrevne Steffen uskikkelig og slog Laaget op af Ki­ sterne og hug en Hakke udi de døde Menneskers Kroppe og bad dem staa op udi tusind Djævles Navn og sagde: I have længe nok ligget her«. Et lignende Indtryk af det uhyggelige Sted faar man af den Instruks for Graveren paa den nye Kirkegaard, som Magistraten vedtog i 1562: