BegravelsesskirkkeOgKirkegaardsforholdÆldreTid

1 2

BEGRAVELSESSKIKKE OG REGERINGSFORANSTALTNINGER

2. BEGRAVELSESFORORDN INGEN 1682 Det var saa langt fra, at den ulykkelige Krig mod Sverrig og Dan­ marks Nederlag virkede hen imod at stække Tidens Lyst til Luksus og Overdaadighed. Nu under Enevælden blev Prunk og Pragt først ret sat i System. Ceremoni væsenet blomstrede som aldrig før, og Rang­ sygen pressede den ene frem foran den anden. Ogsaa paa Begravelsesvæsenets Omraade kom der nu nye Moder op. En Tid lang var det saaledes Skik, at fornemme Begravelser skulde foregaa om Aftenen ved Fakkelskin. Paa den Maade begravedes Grif- lenfelds Hustru d. 13. Juni 1672 og Stadshauptmand Frederik Thure- sen d. 16. Maj 1675. En samtidig tysk Forfatter fremhæver disse nat­ lige Begravelser som særlig karakteristiske for København. Vinduerne i de Gader, som Ligtoget skulde passere, var illuminerede, og Kisten ledsagedes af Stanglygter.1) Men i det følgende Aarhundrede vendte man atter tilbage til Begravelser i Dagslys. —Den fremtrædende Rolle, som de sørgeklædte Kvinder tidligere havde spillet i Ligfølget, slog over i den modsatte Yderlighed, at Kvinder aldeles ikke maatte vise sig i Følget. Brugen af Ligvogne blev almindelig, og snart kom det dertil, at ogsaa Følget blev befordret i Vogne, som af Sørgehuset stil­ ledes til Disposition. Selv Ligbærerne kørte i to Kareter foran Lig­ vognen, en Skik, der først afskaffedes i 1791, da det blev forordnet, at Ligbærerne parvis skulde følge til Fods straks bag efter Ligvog­ nen.2) Men fra den ældre Tids mere pragtfulde Begravelsesoptog le­ ver endnu Mindet om Bedemændenes gemytlige Kommandoraab: »Kør frem med Kareterne! Ligvognen er betalt«.3) Men samtidig med, at den nye Enevælde gik i Spidsen med Hen­ syn til Glimmer og Pragt, vaagede den nøje over, at ingen af Under- saatterne tillod sig mere i den Retning, end der tilkom netop ham. Ogsaa ved Begravelser var Ceremoniellet foreskrevet indtil de mind­ ste Detailler, og Rangforordningen skulde ogsaa her nøje overholdes. Grundlaget for Begravelsesvæsenet i hele Enevoldstiden var Kristian V.s Forordning af 7. Nov. 1682. *I 30 Paragraffer giver dette omfangsrige Aktstykke de mest ind- gaaende Forskrifter for, hvad man maa og hvad man ikke maa fore­ tage sig ved en Begravelse. At Ødselheden og Pragtsygen var steget til en urimelig Højde, faar man et levende Indtryk af gennem For­ ordningen. Men først og sidst viser den os, at vi nu befinder os i Rangvæsenets blomstrende Tidsalder; thi hele Begravelsesreglemen- tet er bygget over Kristian V.s Rangforordning. Gehejmeraader, Grever, Friherrer og Ober-Charger maa lade deres