BarbervæsenetDanmark_1506-1906

68 skær« paa Vilkaar, som ovenfor anført. Maanedslønnen regnes for Behandling af de Fattige, hvorimod Byen bestemmer Betalingen, han skal have af dem, som har Formue. Han var endvidere forpligtet til at give Enhver Raad, som begærede slige af ham og ydermere at tage vare paa Pesthusets Syge. Naar Sygdommen nærmede sig, paa- laa det Magistraten at tilholde Apothekerne og Bartskærerne at have »gode Medikamenter, Præservativer, Røgelser imod forgiftig Luft i Beredskab, eftersom Sygdommen tager Fremgang eller befrygtes.« Besøg hos de Pestsyge var forbudt undtagen af Præsten, Pest- mesteren og Bartskærerne. Disse skulde endda lade sig finde villige dertil, og det paabødes Pestmesterne særlig at aflægge flittige Besøg hos de fattige Syge195). Udover disse tvende Recesser og en af Frederik den Tredie i Juli 1655 udstedt Anordning om, hvorledes man i Helsingør i Pesttid skal forholde sig og hvori de Pestangrebne henvises til den der ansatte Pestmester, Bartskær Godtfried Frøling196), for hos ham at søge Raad og Middel, træffer man ikke i Resten af det 17. Aarhundrede paa Be­ stemmelser, der vedrøre Pestlægevæsenet, før i en Anordning af 1696, hvori der i Anledning af at Pesthuset er lagt til Børnehuset, fast­ sættes forskellige Bestemmelser deriblandt ogsaa om Løn for Præ­ sten, Barberen og Skriveren ved denne Fællesanstalt. Denne havde hidtil udgjort aarlig 61 Rdl. til Præsten, 50 Rdl. til Barberen og 20 Rdl. til Skriveren, men ved Sammensmæltningen skete der den For­ andring, at Barberen skulde lønnes af Bestyreren Etienne de la Fosse. Præsten ved Børnehuset skal forrette Tjeneste i Pesthuset, hvorved den hidtil af Pesthuset udgivne Løn afgaarm ). Derimod forud­ sattes i Lavsartiklerne af 1684 Barlskærernes Anvendelse »i smit­ somme Sygdommes Tider« som given og anføres ogsaa som et af Motiverne til Forøgelsen af Amtsmesternes Antal fra 12 til 21. Ved Optagelsen i Lavet maatte den nye Mester derfor forpligte sig til, at han, »naar en Pest udbrød, vilde lade sig bruge for Pestmester og Barber, ligesom alle før ham i Lauget havde gjort«198). I Begyndelsen af det 18. Aarhundrede trak det op til en af de største Pestepidemier Danmark og ganske særligt Kjøbenhavn hidtil havde kendt, og vel ogsaa den af alle Epidemier herhjemme, der i historisk Henseende er bedst belyst. Opstaaet i og udgaaet fra Konstantinopel bredte den sig i flere europæiske Lande, trængte mere og mere mod Nord, angreb Byerne ved Østersøen, rasede senere med stor Vold­ somhed i Stockholm og Helsingør 1710, hvorefter den i 1711 holdt