BarbervæsenetDanmark_1506-1906

53 dorff135). I et senere Brev til Chr. Walkendorf beder Kongen ham om at give Christ. v. Stettin Vederlag for to Rejser, som han paa egen Bekostning for Kongen har gjort til Rusland og Norge136). Af Rigets Regnskab fra 1607 ses, at der er givet Barbersvende, som lader sig bruge paa K. Ms. Skibe, naar de udsejler paa nogen lang Rejse, ongefærligen om Aaret 150 Daler137). Bartskæreren stod ombord i Rang med de laveststaaende Under­ officerer som Pibere og Trommeslagere. Højere i Rangen ser man i de forskellige udstedte Skibsartikler nævnt Kvartermesteren, Skip­ peren, Sekretæren, Kapellanen, Bøsseskytterne og Trompeterne. I de fornævnte Skibsartikler af 1625 maa han dele Skæbne med Præsten, Skipperen, Styrmanden og Skriveren, naar det i dem hedder, at han og de anførte skulde lade sig nøje med samme Mad som Mand­ skabet138). Om Statens Stilling til en af de veludtjente Skibskirurger Anders Hadeler skal fremhæves, at han i 1574, som Belønning for under Syvaarskrigen at have »ladet sig bruge paa vore Orlogsskibe for en Bartskær», af Frederik den Anden for et Tidsrum 5 af Aar fri­ toges for »Skat, Vagthold og anden borgerlig Bys Tynge og Be­ svær« 139)* Slige Fritagelsesbreve var paa hin Tid ikke ualmindelige og blandt de Haandværkere, Bestillingsmænd og Enker, der ved dem forskaanedes for Byens Tynge, træffer man ogsaa paa tre Bartskærere, nemlig Mr. Mikkel, Mr. Hans Bereder og Mr. Mads paa Vand­ kunsten140). SYGEHUSLÆGER. De daværende Bartskæreres Samtidige dømte ikke mildt hverken om deres Personer eller deres Lægegerning. Henrik Smit141) kaldte dem »grove og uforstandige«, »raa og uvidende«, og Ole Worm142) taler om Barbitonsorernes »Uvidenhed og Rettesteder«, »Bedragerier og Torturer« m. m. Efterverdenen fandt ikke heller mange und­ skyldende Ord for dem. Med ikke saa ganske lidt af den Foragt, som Datiden nærede for det kirurgiske Væsen, ser Efterverdenen paa den Tids Bartskærer og vel næppe uden Grund. Dog med hvilken Ret er Foragten her paa sin Plads? Ikke i Kraft af at der fandtes andre end Bartskærerne til at hæve Kirurgiens Anseelse, ej heller fordi det var at vente disse formaaede dette. De medicinske Læger, hvem man dog skulde synes, det laa nærmest, de fandt det fremdeles under deres Værdighed at give sig af med Kirurgien. Men nu Staten, der