BarbervæsenetDanmark_1506-1906

længe før i overvejende Grad udøvedes af Barbererne. Hvorledes nu i det Hele taget denne Sammensmæltning af tvende i og for sig saa for­ skelligartede Færdigheder som Barbere- og Forbindingskunsten har kunnet finde Sted, faar staa hen. Det kan antages, at den er Frugten af en udviklet Soigneringsomhu for Kunderne fra Barberernes Side. I det gamle Rom maatte Barberen klippe Folks Haar og Negle, ind­ gnide hans Øjne med Salve og rive eller massere deres Arme og Skuldre109), naar Barberingen var tilendebragt. Noget Lignende kan jo ogsaa Barbererne her i Norden være begyndt med herfra og til at lægge en Forbinding, naar en Kunde var kommen til Skade, er Springet ikke stort. Tid efter anden maa den Skik at lade Bar­ bererne foretage Forbindinger have vundet Hævd, saaledes at de mere og mere traadte frem for den almindelige Bevidsthed, som de dertil Selvskrevne. Ud fra denne Forudsætning synes det ogsaa, at allerede Flensborgerskraaen af 1515 er bleven formet, naar det i den hedder, at foruden Mestere i Medicinen, Øjenlæger, Tandlæger og Ledsættere, maa der kun være fire Barbermestere til at udøve deres Kunst i Byen. Ogsaa Arten af Mesterstykket, der bestod i Tilberedelsen af ni for­ skellige Slags Medikamenter, taler tydelig derfor. Endvidere naar der senere hen i Skraaen tales om at antage en Patient og hvor der, enten fra den Syge eller fra Mesteren, rejses Tvivl om Diagnosens Rigtighed og det da i den Anledning tillades den sidste at tilkalde en anden Mester, »for at den Syge ikke skal blive forsømt.« Frem­ deles naar Skraaen forlanger, at den Patient, der »mistykker« om sine Saar og sin Helbredelse og derfor ønsker at søge en anden Mester, først skal afgøre sit Mellemværende med den nuværende Mester, før han tør forlade ham. Der tilsikres saaledes denne fuldt Vederlag for hans hafte Umage. Endelig, naar det, for Bevarelsen af det gode Forhold mellem Mesterne indbyrdes og som en ligefrem Retfærdighedshandling, under høj Bøde forbydes den enkelte Mester at æske eller lokke en anden Mesters Patienter. For saavidt er alt- saa Stadsanerkendelsen i Flensborg By af Barberernes Lægevirksom­ hed, en Kendsgerning. Medens dette er Tilfældet for Barberernes Vedkommende, tør det maaske ikke siges ogsaa at have været det for de medicinske Doktorer, Øjenlægerne, Tandlægerne og Ledsætterne. Paa disses Næringer har der næppe været Lav, saa vedkommende var ikke i den Forstand beskyttet mod Indpas. Hvad der udenfor de nævnte Lægers specielle Omraader kunde forekomme af Sygdoms­ tilfælde forbeholdtes det saaledes Barbererne at behandle. 44 - ■