BarbervæsenetDanmark_1506-1906

296 og at de aller fleste savne Kendskab dertil og ikke have nogen Lej­ lighed til at lære det«. Udvalget forelagde derpaa Betænkningen for Lægeforeningens juridiske Konsulent, Overretssagfører Axel Bang, der i Slutningen af sin Betænkning henstiller, at Foreningen for Tiden indskrænker sig til at foreslaa Ophævelse af den i § 4 paalagte Pligt for Barberer her i Kjøbenhavn til at yde Hjælp til tilskadekomne og syge, men med den Tilføjelse, at det paalægges Barberen overfor saadanne, naar de indbragtes, at være behjælpelig med at skaffe en Læge tilkaldt eller Patienten henbragt til et Hospital. »For det Tilfælde«, tilføjer han, »at Lægeforeningen vil følge Udvalgets Indstilling angaaende et Forslag om Ophævelse af § 4 i dens Helhed, bør man nøjes med at foreslaa Paragrafen ophævet uden at sætte noget i Stedet.« Hertil sluttede Udvalget sig endeligt i »Tillæg til Betænkning ang. Barberers Ret til Nødhjælp.« Lægeforeningen gjorde Betænkningen til sin og efter at Kjøben­ havns Politi, Stadslægen og Sundhedskollegiet var bleven gjort be­ kendt med den, udtalte disse Myndigheder sig ogsaa for Betimelig­ heden af at ophæve den omtalte Bestemmelse. Ligeledes fandt nu Kjøbenhavns Magistrat ikke længer tilstrækkelig Grund til at fastholde sine tidligere Betænkeligheder mod Bestemmelsens Ophævelse. Den 3. April 1900 udkom Lov om Ophævelse af § 4 i Lov af 30. Jan. 1861 angaaende Barbernæringen. Et halvt Aar forinden, 4. Sept. 1899, havde Magistraten afæsket Bestyrelsen for Barberforeningen en Erklæring angaaende Forpligtelsen for Barbererne til at antage sig Personer, der paa Gaden er kommen til Skade. Erklæringen lød saaledes: »Idet man henviser til den af Formanden for Kjøbenhavns Bar­ ber- og Frisørforening Hr. L. Wiegandts afgivne Erklæring og til den af Generalforsamlingen paa Mødet i Aalborg vedtagne Resolution, skal man i Betragtning af den noget forskellige Motivering i disse udtale: Bestyrelsen for Københavns Barber- og Frisørforening nærer den Anskuelse, at Hovedparten af Københavns Barberer helst ønske sig fritagne for Forpligtelsen til at modtage og behandle Syge- og Til­ skadekomne; men man vil ikke benægte, at den Forpligtelse jo sam­ tidig er en Ret, som giver enkelte her og adskillige i Provinserne en ikke uvæsenlig Biindtægt.