BarbervæsenetDanmark_1506-1906

153

M E ST ER OG SVEND . Stridsspørgsmaalene mellem Mestere og Svende var af hel for­ skellig Art og kunde føres frem for Amtet til Afgørelse baade af den ene og den anden Part. Stundom var Mester og Svend Klager i den samme Sag. Det overvejende Antal af Mesternes Klager foran- ledigedes af Svendenes Udeblivelse om Nætterne, deres mindre hen­ synsfulde Behandling af Kunderne eller deres uhøflige og opsætsige Optræden overfor Mesteren eller Mesterenken. Til Gengæld kunde Svendenes Klager lyde paa Uordholdenhed fra Mesterens Side. Klager og Forsvar indgaves skriftlig og Proceduren var mundtlig. Den moralske Forret, Mesteren havde i at skulle dømmes af sine lige­ stillede, kunde dog delvis paa den anden Side opvejes ved, at Sven­ den under Sagens Behandling bistodes af Oldgesellerne, som hans naturlige Forsvarere. Følgen blev ogsaa, at man almindeligvis faar Indtrykket af, at Amtet skiftede Vinden lige mellem begge Parter. Det er givet, at der gennem saa lang Aarrække maa have foreligget adskillige Svendespørgsmaal til Behandling. Da mange af disse ligner hverandre, er for ubetydelige til at omtales og navnlig til at gentages, saa skal her kun anføres enkelte saadanne, der i sig selv er typisk og karakteristisk for hin Tid og tillige oplysende om Samarbejdet mellem Mester og Svend i den senere Del af Lavs­ perioden. I 1730 beklager Martin Labes sig til Amtet over sin Svend, der under Foregivende af at ville rejse til Stockholm, bliver løst fra sin Kondition i Utide, men som desuagtet har taget Plads hos Andreas Baltzer. Amtet dømte Svenden til at bøde 1 Rdl. og Baltzer, hvem man heller ikke kunde synes var sagesløs, maatte betale 2 Mk. lybsk, fordi han ikke forud havde forespurgt Labes om Sagens Sammen­ hæng. En anden Sag fra s. A. mellem Chr. Sievers og hans Svend blev af Amtet erklæret for tvivlsom, ikke rigtig opklaret. Svenden paastod, at Sievers havde fæstet ham i sin Tjeneste, men da det kom til Stykket givet en anden Svend Pladsen. Sievers benægtede Sven­ dens Udsagn, Bevis forelaa ikke, Vidner var der ingen af, saa Amtet maatte indskrænke sig til at mægle Forlig. Svenden blev trøstet med det Løfte, at dette ikke skulde blive ham til Skade paa hans gode Navn og Rygte, hvilket, i dette Tilfælde, med Datidens Ord betød en Indrømmelse til ham, en Anerkendelse fra Amtets Side af hans formentlige, men altsaa ubeviste Ret. Saa har vi en Sag, som li