BarbervæsenetDanmark_1506-1906

139 FORORDN INGEN A F 1792 . — SUNDH ED SKOLLEG IET . Ved en Forordning af 9. Marts 1792 angaaende Fattigvæsenet var det blevet Amtskirurgerne paalagt som Pligt »i deres Huse at imodtage og pleje de paa Gaderne forefindende syge Mennesker«. Denne Forpligtelse fandt Amtet byrdefuld og trykkende, især da der ikke nærmere var bestemt, hvornaar det skulde finde Sted og hvor­ fra eller af hvem Medicin og Pleje skulde godtgøres Mesterne. Disse følte Byrden meget mere trykkende, da de ikke skulde dele den med Lægerne, som var fritagen for den. De havde ogsaa gentagne Gange ansøgt Kongen om at blive befriet for denne Pligt og i deres ene Ansøgning fremført det Argument, at det ikke var givet enhver Amts­ mester at have Værelser til Overflod, i hvilke han kunde lægge de af Vogteren indbragte syge. Hvis det imidlertid paakrævedes, maatte der aarlig gives Amtsmesteren en Sum Penge til at holde et Værelse til Raadighed og udstyre det med det nødvendige. Svaret blev des­ uagtet en Resolution, der paabød, at det skulde have sit Forblivende ved Forordningen af 9. Marts. Amtet besluttede atter at indgive en Ansøgning til Kongen om Fritagelse for Pligten og forebringe den for Kronprins Frederik. Resultatet blev et Afslag af 1. Juni 1793, meddelt Amtet 16. Juni. I Afslaget henvistes til, at Almindeligt Hospital laa paa en Udkant af Byen, og denne Omstændighed kunde gøre det nødvendigt, at der maatte være Steder paa andre Kanter, hvor de paa Gader og Torve forefundne hjælpeløse og syge Mennesker kunde henbringes og nyde foreløbig Hjælp for senere at blive bragt paa Hospitalet. I saa Henseende formentes der intet bekvemmere Sted at være end Barberstuerne, da disse var fordelt over den ganske By, om Vinteren stedse forsynet med Varme og i hvilke sædvanlig en Person var til Stede, som med en Aareladning eller andet simpelt Middel, hvad nu den Syges Tilstand maatte paakræve, kunde yde den øjeblikkelige Hjælp. Naar saaledes den af Amtskirurgerne an­ søgte Befrielse for at opfylde Forordningens Bud ikke kunde tilstaas dem, saa vilde man derimod finde det højst billigt, at de dermed forbundne Besværligheder blev dem saa vidt muligt lettede. Dette skulde ske derved, at Amtskirurgen kun havde at melde til Hospitalet, naar der hos ham var indbragt en syg, hvorefter det da paahvilede Inspek­ tøren dér, at lade den syge afhente. Hvis en syg fandtes liggende paa et Sted, der var nærmere Hospitalet end nogen Barberstue, skulde han direkte henbringes til det førstnævnte. Syge Militærpersoner 10 *

Made with