Bagerriet_1916

18

ret sammen med de danske Svende. De fleste Tyskere var me­ get sparsommelige, og naar de havde samlet en Klat Penge, blev de Mestre. I de fleste Tilfælde blev de gifte, enten med Butiks­ jomfruen eller Kokkepigen, da de ikke havde Tid og Lejlighed til at lære andre Kvinder at kende. Jeg havde dannet mig den Mening, at kom man hen et Sted, hvor man levede godt, var Mesters Hustru en forhenværende Kokkepige, og modsat, naar hun stammede fra Butikken, og det slog sjælden fejl. Nu kom der ogsaa en Del svenske og norske Svende hertil, og der blev flere danske Drenge udlært i Faget. Klein tog nødig tyske Svende i Arbejde. Derimod holdt han af at faa Nordmænd i Arbejde, og det var ogsaa dygtige Svende, det var fikse og velklædte Folk, hvad der ikke kunde siges dengang om Danskere og Tyskere. Forholdene havde jo været nærmest sørgelige i Bagersvendefaget. De faa Timer Svendene var fri i Døgnet, var paa en Tid, hvor de ikke kunde komme sammen med andre pæne Mennesker, og Fritiden blev derfor tilbragt paa Bagerkroen eller andre Spille­ buler, og tilbragt med at spille Kort og drikke, hvad der frem­ bragte megen Raahed. Ikke saadan med Kleins Svende, de gik til pænere Danseøvelser og i Theater og blev kendt med pænere Borgerfolk, og flere af dem blev forlovede med Borgermænds Døtre, hvilket medførte en hel anden Tone i Bageriet end for­ hen, ja det blev heller ikke taget saa strængt med Friheden, som forhen. Før 1864 vilde en Mester, hvis hans Svende gik ud mere end en Gang hver fjortende Dag, anse det for galt. Svendenes Klæder var da ogsaa meget tarvelige; der eksisterede den Gang en Skrædder, der kaldtes for „Galopskrædderen“, som syede Tøj til de fleste Bagersvende, noget slemt Hosekræmmerkram, og da det var paa Afbetaling, snød han sine Kunder efter Noder, og de igen ham. Han gik altid sortklædt, og naar han saa kom for at kræve de daarlige Betalere, var det en yndet Sport at ryste Melsækkene ud over ham, saa at „Galoppen“ kom til at ligne en Melmand i Stedet for en Skrædder. Anderledes paa Købmagergade. Nord- mændene, der var fire af syv Svende, satte en Ære i at være fikst paaklædte, og vi andre fulgte Eksemplet, hvorfor Svendene i Byen kaldte os „de fine Svende fra Købmagergade“, hvilket Navn vi havde i flere Aar, indtil de ogsaa kom med paa det Omraade. Da vi havde megen Frihed, spadserede vi som andre Mennesker paa Strøget og Langelinie og gik som Regel ikke paa Beværtning uden