Assurance-CompagnietBaltica_1915-1940

vate Selskaber. Samtlige de danske Søforsikringsselskaber med Støtte af de danske Genforsikringsselskaber enedes derfor om en vis indbyrdes Reassurance af saadanne Krigsforsikringer. Takket være denne Ordning, som senere yderligere blev udbygget ved nordisk Udveksling, blev det stort set muligt at tilfredsstille Begæret efter saadan Krigsforsikring, som „Dansk Krigs-Søforsikring for Varer“ var forhindret i at overtage. Samtidig med at de danske Søassurandører ved Oprettelsen af de to danske Krigs- forsikrings-Instituter var blevet aflastet paa det hjemlige Marked, var de udenlandske Sø-Genforsikringskontrakter paa lignende Maade blevet stærkt aflastet for den farlige Krigsforsikring, ved at der i de fleste Lande var blevet truffet Foranstaltninger til Dækning af denne Risiko paa national Basis. Selv om Baltica som et Led i Aftalerne om en Aflastning sammen med andre danske Selskaber havde overtaget en vis Krigs­ forsikring fra de nordiske Selskaber, til Dels kun vedrørende Krigsudbrudsperioden, var disse Aftaler dog i ingen Henseende af den Karakter, at de vilde kunne paaføre Baltica alvorlige Tab. Baltica’s samlede Tab i 1939 som Følge af Krigsskader under de løbende Kontrakter blev derfor kun beskedent. Om end Krigsrisiko saaledes er udelukket fra de almindelige Søforsikringspolicer paa Varer og Kasko, blev Søforsikringsvirksomheden dog ogsaa stærkt paavirket af Krigssituationen. Udfra de under Verdenskrigen indhøstede Erfaringer maatte Assurandørerne regne med, at Sejlads i Krigstid —bortset fra selve Krigsfaren —baade er vanskeligere og farligere end under Fredsforhold, og være forberedt paa, at mange Skader af ekstra­ ordinær Karakter vilde falde Søassurandørerne til Last. Forholdene var yderligere vanskeliggjort ved, at de som Følge af Oprustningen stærkt øgede Reparationspriser i Løbet af Krigens første fire Maaneder yderligere steg med over 35% uden Sikkerhed for, at en ny Prisstigning ikke snart vilde følge efter. Hertil kom, at det nye Aar bragte en Isvinter af usædvanlig Strenghed, som uvægerlig maatte bringe Søassurandørerne alvorlige Tab. De Beløb, hvortil danske Skibe efter„ Institutet“s Betingelser kunde krigsforsikres, var afhængig af Søforsikringsværdierne, og da Skibenes Værdi — særlig for den ældre Tonnage — var stærkt øget, bragte navnlig Krigens første Maaneder et livligt Begær efter yderligere Søforsikringsdækning. Denne fandt hovedsagelig Sted i Form af for­ højede Kaskotakster, hvorved Søassurandørerne opnaaede en midlertidig Lettelse i deres vanskelige Stilling, men en almindelig Stigning i Kaskopræmierne var uund- gaaelig ved Forsikringernes Fornyelse. Hvorvidt de tilsyneladende saa betydelige Takst- og Præmieforhøjelser vilde have